tirsdag den 8. januar 2013

Helhed



Så fik jeg løst problemet med sammenhæng i min lille have. Jeg har mange roser i et bredt bed i hele terrassens længde. Det er et mixet bed med stauder, men som roserne vokser til, vil det mest blive præget af roser. Set fra huset og terrassen står bedet mod en baggrund af mange grønne toner, blandt andet gulgrønt løv fra den Japanske løn, jeg medbragte fra min gamle have.

Denne løn står som en kongelig i området, og accepterer ikke en hvilken som helst farvetone som nabo. Jeg har leget med at indføre gule roser, og et par stykker er placeret så de leder blikket videre mod lønnen i baggrunden. Sammen med hydranga ´Limelight´, virker de dels som rumdeler, og skaber dybde i haven.

Imidlertid manglede haven noget i højden, ude i hver side, mellem ´Limelight´og bagvæggen. Her er der et staudebed i begge sider, på omkring 5 m længde. Jeg har oprindeligt villet holde området i smukke bladvækster, og med noget meget letløvet i højden.

I efteråret satte jeg en rose Aïcha i den nederste del af det venstre bed, efter at have fjernet et krat af gyldenris. I det højre bed har jeg den fligetbladede hjortetaktræ, som jeg håber vil danne en lille "palme" skov af rodskud, og i området tættere på ´Limelight´, havde valget i nogen tid stået på enten Tretorn eller en Magnolie.

Jeg havde også overvejet Guirlanderosen til denne placering. Den er umådelig elegant med blådugget bregneagtigt løv, men jeg var ikke helt sikker på hvor godt den ville spille sammen med Japansk løn. Imidlertid fandt jeg en rose, med nogenlunde samme vækstform, blot med friskgrønt bregneløv, og de skønneste lysegule enkle roser som sidder draperet så nydeligt i hele grenens længde.

Rosen hedder: Rosa Cantabrigiensis, og er fordringsløs, sund og hårdfør. Den blomstrer i Juni, derefter kan man nyde det smukke lette bregneagtige løv, intil de orange hyben lyser op.

Jeg håber endnu engang at Lars-Åke Gustavsson tilgiver mig, at have affotograferet (lånt) et billede fra hans uundværlige bog: Rosen Leksikon. (både Lars Åke og Rosenposten, skriver at denne rose fortjener meget større udbredelse, så hermed vil jeg give mit bidrag til oplysning af dens eksistens)

4 kommentarer:

  1. Hvor er den rose smuk i al sin enkelhed.Det kan være svært at få indpasset gule blomster(roser)
    Jeg glæder mig til at se resultatet til sommer.
    God aften
    Lise

    SvarSlet
  2. Ja, er den ikke bare smuk, og nettop så dejlig enkel. Det med gult har også været et problem for mig tidligere, men sørme om jeg vil finde mig i ikke at kunne lide en bestemt farve, jo altså som teenager var det såmænd naturligt, men ikke længere. Det er min manglende evne til at favne den farve og se muligheden i den, farven kan ikke i sig selv være problemet, tænker jeg. Sammen med grønt er gul umådelig smukt, så jeg prøver at få helheden til at gå op :)
    God aften Lise :)

    SvarSlet
  3. Det er da en smuk rose, den kender jeg ikke og så bregnebladet, det er da specielt. Det lyder godt med omflytning af diverse planter, og forresten især at du har erklæret gyldenris krig, det har jeg også.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. God aften Lisbeth :)
      Ja jeg synes den er meget smuk, og løvet er bittesmå blade, som får en bregneagtig helhed, hvilket jeg tilstræber i bunden af haven. Jeg har før haft Wilmottia (Guirlanderosen) som også har de små fine blade men med en køn blågrøn tone og pink blomster, det er en smuk kombination, men jeg har jo allerede nogle gulgrønne tonede planter dernede, så derfor synes jeg ikke den var det helt rigtige valg. Godt der så findes een der ligner, blot med de farvetoner jeg allerede har brugt i baggrundsbedet :)
      At fjerne gyldenrisen satte gang i en masse planer og muligheder, det er en plante der stjæler plads!
      Hilsen Alice

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...