søndag den 16. juli 2017

Tiden flyver afsted...

Det ville være dejligt hvis tiden gik lige så hurtigt om vinteren, som den flyver afsted her i sommermånederne! Jeg kan slet ikke forstå hvordan den første halvdel af sommeren kunne gå så hurtigt... Heldigvis er vi jo stadig midt i årets allerbedste tid!!!! :-)

Mine lavendel blev beskåret rimelig hårdt for 2 år siden, fordi nogle var blevet for store, mens andre af de forpjuskede lavendel jeg reddede ud af skyggen, stadig var ranglede små planter.  Det er virkelig en balancegang at beskære dem så hækken har god fylde, uden at planterne bliver så store at blomsteraksene vælter. I år er det lykkedes, og de blomstrer meget smukt og danner en harmonisk hæk:



Herover kan man se farvespillet hvor der er udfyldt huller med købte planter i en lidt mørkere tone.
Læg mærke til nyremos og firling mellem stenene, dem har jeg plantet i små totter når jeg fandt småplanter i krukkerne og bedene. Jeg kan godt lide når belægning har patina og ser tidløs ud, og derfor valgte jeg at bruge de fliser med mest "flisepest" og alger, hvorimod de "rene" fliser blev lagt langs hækken.

Morgensol-siddepladsen herunder (hvor der var spejlbassin) er jeg simpelthen blevet så glad for! Der er blevet plads til krukker, og det midterste bed er blevet så yndigt:




Herunder samme vinkel og aftenlys en måneds tid senere:


Kongelys, Verbascum chaixii album ´Wedding Candles´



Læg mærke til rosen Veilchenblau bag bænken... Jeg elsker bare den rose!



Ja, dette haverum med morgensol bænk, har virkelig udviklet sig til "Haven´s Hjerte"


Bedene foran huset er også groet godt til, her et kig langs terrassen. Man kan næsten ikke se drivhusene i baggrunden.

En del roser er færdige med at blomstre nu, og flere er på retur, men det har været en meget fin rosensæson, på trods af at jeg fandt stængelsyge i flere roser i foråret. Giardina havde således en stor stamme som måtte skæres væk, men Paul Noël viste sig sagtens at kunne udfylde pladsen på rosenbuen helt alene! Dens blomstring var virkelig smuk i år (den er knap 6 år gammel):


 
Paul Noël er plantet på buens venstre side, hvorfra den sender sine lange grene henover rosenbuen, videre ind langs vægdrivhuset og rundt langs muren, derefter ud langs terrassens bagvæg hvor den hænger henover terrassetagets yderste hjørne ved tagrenden og blomstrer sammen med New Dawn og Julia Correvon. Dens længste skud er 10 m lange!:

Dejligt at få dækket den grimme tagrende! :-)

Martine Guillot er endnu en rose med umådelig vigør. Jeg havde f.eks aldrig turdet at plante en Mme. Alfred Carriére som klatrerose ved vores blot 3 m høje husmur, men Martine er næsten værre end madammen! 
Selv i næsten 3 m højde, sender Martine kraftigt armerede grene til tops, som er 1½-2 cm i diameter, lodret op... ofte lige op i taget under tagrenden. Jeg har kappet et utal af sådanne store vildfarne grene, og selv hendes blomsterskud er minimum en halv meter lange, med resultatet at grenene hænger langt ned når blomsterne tynger. 
Det er selvfølgelig rart at man kan nå blomsterne blot ved at stille sig på en stol, men det skygger umådelig meget med sådan en voldsom Martine-parasol af løv og blomster. Hun er dog hurtig tilgivet, for blomsterklaserne er fantastisk smukke, og duften er vidunderlig og luftbåren:




Jeg er så glad og stolt... min have er i Bolius´Juni nummer! Billederne er taget sidste år, og som tiden gik, var jeg ret sikker på at artiklen ikke var blevet til noget... men så for en uge siden kom min veninde med bladet... Wow, hvor det giver et sus af lykke, at se sin egen have på tryk!!! Jeg er så taknemlig og glad for at måtte opleve dette!!!! :-)
Der ligger endnu flere billeder på Bolius´  hjemmeside Her, end der er vist i artiklen. Her et par billeder fra den 6 siders artikel:



Til slut lige nogle buketter af roser som blev reddet ind før et voldsomt regnvejr. Til venstre William Shakespear, i midten Princess Alexander of Kent og Mme. Isaac Péreire, til højre er der flest Jude the Obscure og de rosa er Queen of Sweden/Scepter´d Isle, og i baggrunden er den lyse Albertine og den rosa Wrams Gunnarstorp.



Den lyse buket blev så smuk, ikke mindst da der også kom The Pilgrim i. Når jeg plukker inden et regnvejr, lader jeg normalt blomster med sideknopper blive siddende, men Jude the Obscure tåler slet ikke voldsomt regnvejr, så der er rigtig mange knopper af den rose i buketten. På 2. billede herunder, ses desuden Gloire de Dijon. Buketten duftede helt fortryllende, og blev stornydt i nogle dage:






Dejligt med sådan en regnvejrsdag, så man endelig har tiden til at sætte sig ned og reflektere over sommeren og haven, og lave et indlæg. Det har været en fornøjelse at få gennemset og sorteret billeder, og jeg håber at I vil nyde hvad jeg har valgt at vise fra min lille plet i haveuniverset!


Tusind Tak for jeres søde hilsner & kommentarer! :-)  og Tak til Malene for oplysningen om at Bolius bladet kan hentes gratis hos Jysk, det anede jeg ikke, så jeg skyndte mig selv at cykle til nærmeste Jysk for at få et par blade. Jeg googlede bladet og fik oplyst at det også kan hentes hos Idemøbler, Flügger, Bauhaus og Estate.

Der er et par ting der ærgrer mig i artiklen, hvor det lyder som om jeg ikke kan lide taks & buxbomhække. Misforståelsen er nok opstået fordi jeg fortalte, at jeg ikke fra start af havde forestillet mig haven i så stram grundplan som den er blevet, og da slet ikke med hække rundt om bedene. 

Lavendelhækkene er lavet af en lang række lavendelplanter som stod i haven, og som skulle flyttes da jeg opdelte haven i 3 rum. I den forbindelse har jeg altså aldrig fældet et gammelt æbletræ... kunne ikke drømme om det, tværtom ville jeg ønske at jeg havde sådan et gammelt træ... men jeg har fjernet en gammel rådden æbletræstub, da jeg ændrede på stien i haven.


Til spørgsmålet om roserne: Paul Noël remonterer, men kun sporatisk, den ser slet ikke ud som billedet ved anden blomstring. Jeg elsker dens frugt/æbleduft, så jeg er lykkelig for at den overhovedet remonterer! :-)

Martine Guillot minder meget om sin forælder: New Dawn, blot er næsten alt ved hende i dobbelt størrelse (blade, grentykkelse) og blomsterne lidt større og med lidt flere kronblade, men den er ikke tætpakket med kronblade som mange gammeldags roser. 
Jeg har ikke oplevet at den rådner i knopperne, men ligesom New Dawn kan den få sammenklistrede blomster/knopper når det har regnet meget, men ikke så slemt som mange andre roser.

Det er en fransk rose, opkaldt efter forædlerens frue: Martine, og den har aldrig været almindelig til salg i Danmark. Da jeg købte min i vinteren 2012/13 kunne den kun købes hos Rosenposten. 
Martine Guillot remonterer rigtig fint.

Den hvide spirblomst er en kongelys, ´Wedding Candle´ Den er bare så smuk! :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...