onsdag den 30. august 2017

Dejlige sensommer



Mild luft og blid sol. Hvert år i sensommeren rammes jeg af en helt særlig glæde, og selvom den ikke er uden en smule vemod, så tror jeg næsten at jeg holder allermest af denne årstid. 
Jeg elsker min Junihave, og ligeledes forår og højsommer, men det er iblandet en masse forventnings glæde... her i sensommeren hviler jeg vist mere i nu'et, nyder og fyldes af indre glæde og taknemlighed.

Sommeren har været som jeg bedst kan lide den, ikke for varm & for tør! Selv i sparsom sol er min have 5-10 grader varmere end ude i det fri, så her er ulideligt i hedebølger. Kun et enkelt tordenvejr ramte plet, ellers er de fleste sorte skyer lige så stille gledet forbi og givet skybrud rundt omkring os. 

Her i Hareskoven har vi haft brug for vandet, for sidste sommer tørrede flere vandhuller, moser og bække ud, som selv i vinters stod tomme, men det er heldigvis bedre nu, og forhåbentlig bliver det helt normalt til vinter.

Som man kan se på billedet øverst, har det været en god rosen-sæson her, bortset fra at den fugtige varme har givet en del meldug. I midten af Juli havde vi til min overraskelse reelt tørke, jorden var knastør hele vejen ned i det hul jeg gravede til en rose, så det kan også have været medvirkende til melduggen, men heldigvis er bedene regnet godt igennem siden da.



Det her skønne syn af Virginsk ærenpris 'Fascination' sammen med Violfrøstjerne, Floks og Hestemynte, havde jeg sådan glædet mig til at gense, men... Nope!
I år valgte 'Fascination' at blomstre sammen med roserne i Juli, så den stod og så rigtig kedelig ud midt i Augustfesten, og Violfrøstjernen led under invasion af geranium (som nu er fjernet) sååee... "Bedre held næste år":


Sommerfuglebuskene har virkelig levet op til deres navn i år, på solskinsdage myldrede det med sommerfugle i haven:


Jeg er meget glad for at have fået plads til krukker på morgensol-pladsen, navnlig Skærmliljerne syntes jeg er uundværlige her i sensommeren. Det er ekstra smukt med de fine Spanske Bakkestjerner, som er selvsåede fra en anden krukke, under vinterophold i drivhuset for nogle år siden, og de er bare blevet smukkere og mere fyldige med tiden:


Jeg elsker Lathyrus 'Spencer's rige blå-lilla flor! Farven er meget lig den blå Skærmlilje, men den minder også om midsommerens blåklokker og Geranium, så den strækker følelsen af højsommer langt ind i sensommeren:


Lathyrus vokser stolpe op og stolpe ned, giver en masse farve og frodighed, som passer godt ind i den øvrige August blomstring:



Jude the Obscure og Scepter'd Isle

Gertrude Jekyll er så smuk sammen med 'Spencer's farvetoner.

Violfrøstjerne 'Hewitt's Double' i smuk duet med Jude the Obscure

Jude the Obscure mistrivedes i flere år, fordi jeg uvidende placerede den lige hvor der var gravet en rose op, før vi flyttede ind. Halvdød blev hun flyttet over i det nye bed jeg lavede året efter, men da jeg udvidede bedet, stod hun så inde i midten af det, og det går jo ikke når det er en rose man fortrinsvis har købt for duften.
Hun måtte derfor flyttes endnu engang, og med tiden var jeg ved at miste håbet om at hun ville komme sig... men i 2016 begyndte hun pludselig at sende lange kraftige skud, og i år er hun næsten 1½m høj med sunde blade og meget store blomster.

Det er skønt at opdage at på trods af bekymringer om jordkvalitet osv. så skal rosen nogle gange bare bruge nogle år på at etablere sig. I ventetiden med svag vækst og syge blade, blev jeg dog aldrig fristet til at klippe den i bund (den blev klippet ned ved begge flytninger) for en nyplantet rose skal have fred til at udvikle rodnettet og har brug for fotosyntese gennem bladene. Jeg fjernede blot syge blade for at stoppe smitten, så rosen ikke endte helt uden løv.

Det er en lidt barsk tilværelse for roden at blive en forædlet rose: Så snart plantens stængel lige over jorden er kraftig nok, bliver et lille hvilende skud fra en anden rose, opereret ind under barken med et T-snit. Når det lille skud er groet fast og bliver aktivt, kappes den oprindelige plantetop af, og roden vokser nu kun gennem det nye skud. Når det nye skud er blevet en 2-3 grens plante, bliver den i efteråret skåret ned igen og graves op som barrodsrose, der enten sælges som sådan eller pottes.
Jeg nænner altså ikke at stresse sådan en plante yderligere...
En etableret rose med kraftigt rodnet, skyder derimod hurtigt igen hvis den klippes ned, og har ligefrem godt af at få de ældste stammer skiftet ud.

Jeg har nogle gange oplevet at en enkelt gren på en plante, fik hurtigere/flere syge blade, og det viste sig altid at være en gammel gren som jeg ikke skønnede at være udtjent endnu, da jeg beskar om foråret. Men bortset fra det, kan jeg slet ikke se logikken i at klippe en plante i bund pga. syge blade, med mindre stammen er angrebet.


Nu jeg er ved roser, vil jeg lige vise et par hjælpemidler som jeg er blevet helt afhængig af siden jeg købte dem. Anne Just fra Haven i Hune, havde denne her "tryllestav" som hun klippede og pegede med, og som jeg var stigende fascineret af, og derfor gik på jagt efter på nettet sidste år.
En 60 cm ARS stangsaks lignede så meget at jeg købte den, og det er det bedste køb jeg nogensinde har gjort!! Den har en gribeanordning som holder fast i det afklippede blad/visne blomst, og således gør deadheading til en leg!
Helt uden at rive hånd/arm til blods, kan man klippe afblomstrede roser og syge blade, og hvis man taber noget kan den også samle det op fra jorden... det har den selvfølgelig ikke godt af i længden... så jeg besluttede at jeg også måtte have en affalds-opsamler.
Affaldsopsamler kan fås helt ned til 40 kr. men portoen koster jo det samme, så jeg ofrede 100 kr. ekstra på en med aluminium skaft med gummigriber, i en netbutik hvor jeg samtidig kunne få en alm. rosensaks med i samme porto. Nu er det en leg at samle syge blade op, for nogle af mine bede er 2½-3m i diameter og det er træls at ligge på knæ derinde og blive revet og stukket i forsøget på at rense midten af bedet. Jeg kan varmt anbefale disse redskaber hvis man har en "Rosenjungle"! :-)



Der er mange August vækster som jeg slet ikke kan undvære, og heldigvis remonterer roserne midt i sensommer farveorgiet. Roserne er Gertrude Jekyll og Jude the Obscure (før den sprang helt ud):


Queen of Sweden og Scepter'd Isle sammen med...

Lythrum salicaria, Kertepileurt og Violfrøstjerne 'Hewitt's Double'


Det er en vidunderlig tid på året, og skønheden ved de første tågede morgener, vækker både minder, beundring og lidt vemod...





Lad os håbe at September bliver mild og solrig, så vi kan nå at blive mætte af sommer inden de mørke måneder. Jeg ønsker jer ihvertfald en strålende September! :-)

Tusind Tak for jeres kommentarer! :-)

Lisbeth, hvis du læser med herinde igen... jeg så lige kommentarer om Wild Rover fra dit indlæg 7. Sept. Den Wild Rover jeg købte, er nemlig fuldstændig ligesom dem du nævner's erfaring: Syge blade og bladløs derefter, og svag vækst.
For nogle år siden fik jeg held med en stikling af den, som stadig står i drivhuset, og derinde er den aldrig syg, den vokser enormt og blomstrer fint.
Mit gæt er at din trives så godt fordi den får læ/lune fra væggen, det har jeg oplevet med mange andre roser, at bladene var langt sundere ved en væg.
Når det engang holder op med at regne (NU er jeg også træt af regn!) så tager jeg et billede derude, indtil da lige et par blomster billeder af Wild Rover i drivhuset:


Farven bliver lidt mere pink i drivhuset, men den er mørkere end på billedet. Det er en rose som trives i varme, uden at få meldug, og uden regn får den ikke stråleplet, så til jer der også har problemer med denne rose, så prøv at sætte den ved mur eller i drivhus.
Jeg har desværre ikke flere vægpladser, så jeg håber lidt endnu, at min købte plante pludselig vil trives, for jeg vil hellere nyde dens blomster ude i rosenstativet, end i en rosenjungle inde i drivhuset. 

Herunder et billede taget ind af drivhusdøren i sommers, af Lady Emma Hamilton i krukke på en bænk, men til venstre ses noget af Wild Rovers grene. Den går helt til loftet, med sidegrene som hænger med blomster (en ses i bunden af billedet)

Billedet til højre er fra i dag, se blot hvor sunde og fine bladene stadig er, når de aldrig bliver regnet på.
Det er dog langtfra alle roser som kan klare varmen uden af få meldug, men det kan Wild Rover sagtens (samt Margaret Merril, Bridge of Sighs og Lavender Flower Circus, som også er flyttet i drivhuset. Indtil nu har Lady Emma Hamilton og Evelyn heller ikke haft meldug, de står i krukke og flyttes ud noget af sommeren)


Held & Lykke med det! :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...