Roser



Rosen Portrætter (alfabetisk):

Hvis du trykker på linket under et billede, kommer du til en ny side med flere foto´s af den pågældende rose. Jeg bestræber mig på at vise rosen i alle stadier, samt hele busken, så man får et bedre helhedsindtryk af hver enkelt rose.
(En del roser har jeg ikke haft længe nok til at kunne vise udførligt)

Jeg har lavet en sundheds status over roserne, og vil først lige nævne at jeg ikke sprøjter og udelukkende giver organisk gødning. Generelt er roserne meget sunde, og det er nemmere at dyrke dem uden sprøjtning end jeg havde troet.
Stråleplet er desværre meget almindeligt i vores fugtige klima, og det er ganske få roser som ikke kan smittes. Efter 1. blomstring, er der konstant et stråleplet angreb igang et eller andet sted i haven, men det kan standses hvis man er på dupperne med at fjerne syge blade.
I løbet af efteråret taber man uvægerligt kampen, og det er derfor vigtigt at fjerne alle blade på jorden, inden den nye sæson.



Abraham Darby    Austin, England 1985  (Aloha (te-hybrid, Boerner 1949) x Yellow Cushion
Dejlig citrusduftende rose i flere toner af gyldenrosa og orange, som bleger til lysrosa. Blomsterne er meget store og den remonterer rigtig godt. Stor buskrose som kan bindes op som lav klatrerose. Væksten skulle være kraftig.
Sundheds status: Hos mig har den desværre aldrig været en rose med kraftig vækst (jeg tog nok dens skyggetolerance lidt for bogstaveligt) så nu er den plantet i krukke. Den er rimelig sund, det er ikke den første som angribes af stråleplet. Den skulle have tendens til rust, men jeg har kun set det i den meget våde sensommer 2017, og kun på et par enkelte blade.



Aïcha   Valdemar Petersen, Danmark 1959  (Souvenier de JacquesVerschuren x Guldtop)
Stor smuk busk, med lidt bregneagtig løv og de mest strålende enkle gule blomster. Velduftende og remonterende, derudover meget hårdfør og tåler skygge.
Efter 4 år er det en bred busk som er lige så høj som jeg selv, så kameraet skal løftes op over hovedet for at tage billeder af de smukke blomster.
Sundheds status: I min have får den stråleplet lige efter blomstringen, og da det er den tidligste rose som blomstrer, er det den første rose i haven med stråleplet. Grunden er måske at rosen står i den vilde del af haven, hvor det er umuligt at finde/fjerne alle gamle rosenblade, men det kan også være at den reelt har dårlig resistens overfor stråleplet. Den har aldrig haft andre svampesygdomme.



Albertine   Barbier 1921 Frankrig  (Rosa wichuraiana Crép. synonym x Mrs. Arthur Robert Waddell)
Klatre rose med kraftig vækst som kan blive 4m ved opbinding. Meget kraftige torne og blanke mørkegrønne blade. Blomsterne er fyldte i løs skålform, og sidder i store klaser hvor farven er et mix af toner fra blomsternes forskellige stadier, af lakserosa med en kobbertone som blegner lidt sølvrosa-agtigt. Knopperne er mørk lakserosa eller orangerøde. Duften er helt sublim, stærk, behagelig og luftbåren, så den kan duftes i stor omkreds. Sommerblomstrende.
Hvor jeg boede før, var Albertine netop begyndt at klatre over i et dødt æbletræ på 2½m, da jeg skulle flytte. Jeg var desværre nødt til at beskære rosen hårdt, fordi jeg ville have det flotte rustne stativ den voksede i, med mig. Da rosen alligevel var så hårdt beskåret, kunne jeg lige så godt prøve at tage den med mig. Derudover har jeg købt endnu en Albertine til CD rosenbuen, for denne rose er en kær favorit hos mig.
Sundheds status: Efter de havde etableret sig/fået rigtig godt fat (ses tydelig på den voldsomme vækst) er det virkelig sunde roser, som først får lidt stråleplet i efteråret, men i de første 3-4 år kom der meget stråleplet kort efter blomstringen. Albertine skulle have tilbøjelighed til meldug, men det har jeg ikke oplevet, formodentlig fordi jeg tog højde for den tendens, og gav dem en luftig og ikke for varm vokseplads.



Alchymist    Kordes, Tyskland, 1956  (Golden Glow (climber Brownell 1937) x hybrid af Rosa eglanteria)
Kraftigvoksende og meget smuk busk- og klatrerose. Få torne, men store og krumme. Blomsten folder sig ud til en stor flad og firdelt roset, hvor de indre kronblade har en fold på langs. Farven er grundlæggende gyldengul med islæt af orange og rosa toner, alt efter temperatur og solskin.
Sundheds status: Denne rose får sjældent stråleplet før ud på efteråret, men da den står lunt ved en væg, kan den godt få lidt meldug på nye blade i varmt og fugtigt vejr.



Alan Titchmarsh    Austin, England 2000  (frøplante x frøplante)
Denne roses farvetoner i blomsten og knopperne, danner sammen med de rødtonede stængler, en utrolig smuk helhed. Blomsterfarven er vidunderlig sammen med hele skalaen fra sartrosa til mørk violette roser. Den har en særdeles smuk kugleformet blomst, som ofte nikker. Efterhånden som rosen skyder i vejret, kommer man til at holde meget af denne tendens. Remonterende og med dejlig duft. Jeg faldt for denne rose på planteskolen, pga. den umådelige smukke farve helhed af stænglerne, løvet og blomsterne. Rosen har bestemt ikke skuffet! Den har 2 m. lange grene som er fæstnet til espalier og blomstrer overdådigt.
Sundheds status: Det er en sund rose, men da den forgrener sig ind i en rose som hurtigt får stråleplet, så smittes den i det område. Alt efter vejret, lykkes det som oftest at holde forsiden fri indtil efteråret, ved tidligt at fjerne angrebne blade på begge roser.



Aloha   Eugene S. Boerner USA 1949   (Mercedes Gallart x New Dawn)
Store tætfyldte og firdelte blomster i historisk rosestil, med kraftig æbleduft. Blomsterfarven er lyserød til mørkrosa, med islæt af lakserosa, som bleger til lysrosa. Blomsterrig og remonterende. Kraftigvoksende og kan bruges som klatrerose. Aloha er meget brugt til udvikling af nye rosensorter, eksempelvis: Abraham Darby, Martine Guillot og mit nye køb: Clarence House.
Med New Dawn som ophav, er den "halvsøster" til Martine Guillot og i familie med Coral Dawn, Awakening og May Queen.
På en side om roser, læste jeg at den er bedste-generation til over 30 engelske roser!
Sådan en betydningsfuld avlsrose må man da bare eje! :)
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå lidt stråleplet.         




Artemis    Hans Jürgen Evers, 2004  Introduceret af Tantau Roses 2009
Utrolig smukke cremehvide blomster, med et grønligt skær, i gammeldags tætfyldt rosetform, med en stærk duft af anis. Blomstrer i klaser og remonterer godt. Buskrose som bliver omkring 1.20 og skulle være meget sund.
Jeg elsker klaseblomstrende roser, og selvom jeg syntes at store hvide blomster stjæler for meget opmærksomhed i den farveholdning jeg holder min have i, så måtte jeg altså bare have denne skønhed!
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå lidt stråleplet.



foto midlertidig lånt fra Peter Beales Roses
Awakening   syn. Probuzení  Fundet af Jan Böhm, Czechoslovakia, 1935  (sport af New Dawn)
Introduceret som 'Awakening' i 1990 af Peter Beales Roses. Bragt til England af Dick Balfour i 1988
Blomsten er en smuk, fyldt og dobbelt version af New Dawn. 

Denne rose kunne ikke skaffes på planteskolerne heromkring, da jeg begyndte at dyrke roser, og da der ikke var internet dengang, måtte jeg bare gå og ønske mig den... men med tiden røg den i glemmebogen.
Fornylig læste jeg dens historie, om at den først blev "opdaget" og bragt til England, mere end 50 år efter at den var opstået i Czechoslovakiet, og blev derefter introduceret som 'Awakening' af Peter Beales Roses i 1990.
En moderne udgave af eventyret om Askepot der langt om længe bliver prinsesse...
...så nu har jeg endelig fået den i min have! :-)




Bleu Magenta   Grandes Roseraies du Val de Loire, Frankrig  1933 (andre nævner introduktion 1899)
Multiflora rambler med et imponerende blomsterflor af små mørk violette roser i store klaser. Let duft og engangsblomstrende. Den kan blive 3-5 m høj opbundet. Skyggetålende og det kan anbefales at plante den hvor det ikke er for varmt og indelukket.
Sundheds status: Sund rose som kan have tendens til meldug på varme indelukkede voksesteder.



Bourbon Queen    Mauget, Frankrig 1834    ukendt
Engangsblomstrende historisk bourbonrosenbusk, der er god som klatrerose. Blomsterne er skålformede i klaser, i toner af mørkrosa-rosahvid, meget blomsterrig og med stærk sød duft. Skyggetolerant og rimelig sund af en Bourbon.



Buff Beauty   A. Bentall 1939 England     (William Allen Richardson x frøplante) ?
Buskrose i Moschata-gruppen, som også kan bruges som klatrerose. Blomsterne er udsøgt smukke, både dens fyldte rosetfacon, og dens vidunderlige bløde, abrikosgule nuance, som bleger til varm lysegul. Blomsterne sidder i klaser og den blomstrer rigt gennem hele sommeren. Helt vidunderlig og stærkt duftende. Som de fleste i Moschata-gruppen er den skyggetolerant.
Sundheds status: Dette er endnu en rose hvis grene vokser ind i en anden rose som let får stråleplet, og derved smitter den, så dele af planten får stråleplet sidst på sommeren, mens andre dele af rosen først rammes i efteråret. I dens første år havde den ikke samme resistens som nu hvor den er stor og forgrenet.



Bridge of Sighs    Harkness, 2000   herkomst ukendt
Det er en ualmindelig dejlig og stærk frugtagttig duft, denne klatrerose har. Væksten virker åben og elegant og de bronzerøde grene står meget smukt til de abrikos-gyldne små blomster, som åbner sig fladt op med synlige støvdragere. 
Jeg faldt pladask og købte 2 for 100kr. De blev plantet ved den  rustne rosenbue, fordi blomsterfarven passer så smukt til rustent jern. Den ene trivedes der i nogle år, men forår 2017 blev de halvdøde planter rykket i drivhus, og her stortrives de, så de allerede samme efterår har 2 m lange skud!
Sundheds status: Den var en stråleplet magnet i haven, men i drivhuset er den fantastisk sund og hurtigvoksende, uden at få meldug i varmen. Kan varmt anbefales til drivhus eller anden varm og beskyttet vokseplads.



Burgundy Ice   Edgar Norman Swane, Australien 1998  introduceret 2003  Sport af Brilliant Pink Iceberg. 
Farven er enestående mørk, fløjlsagtig vinrød med violette toner. Mild honningduft. Højde op til en meter. Remonterende.
Sundheds status: Denne rose får ofte stråleplet efter blomstring. Den er muligvis mere resistent når den er helt etableret (det har jeg set med flere roser) men den har været flyttet og ikke rigtig fundet kamp-geisten siden da.



Champion of the World   William A. Burgess, USA 1885 / George W. Woodhouse, USA 1891 
(Hermosa (bourbon, Marchesseau 1832) X Magna Charta)  (2 forskellige roser med samme navn)
Tornløs Bourbon/Kinarose på 1-2 m højde, med rosa-pink fyldte blomster og kraftig duft. Remonterende og skyggetolerant.
Blomsterne på billedet, er grunden til at jeg har købt denne rose, jeg syntes den er underskøn!



Charles Darwin   Austin, England 1992/2003  (frøplante x Golden Celebration)
Meget store og fyldte blomster, i lysgul/bleggyldne toner, med en stærk, delikat frugt/tea/citrus duft. Sund plante på godt en meter i højden. Remonterende.



Charles de Mills   Ukendt oprindelse, blev dyrket i Roseraie de I´Hay i 1895  og menes at være dyrket i Holland før 1790. Synonym eks.:Bizarre Triomphant
Gallicarose med fantastisk sirligt, tætpakkede blomster i en pragtfuld mørk karminpurpur. Farven bliver dybere og mere brunviolet med tiden. Duften er mild og rosen er engangsblomstrende.
Jeg havde nettop plantet denne rose for 2 år siden, da jeg et par dage efter fandt den brækket, lige under jordoverfladen! Jeg skyndte mig at lave lave stiklinger af toppen, og kunne blot håbe på, at rosen ikke var gået tabt.
Det var den heldigvis ikke, og i dag har jeg 5 planter! Jeg har læst at den kan brede sig til "besværligt" ukrudt, når den vokser på egne rødder... Jeg glæder mig! :)
Sundheds status: Meget sund rose, helt uden stråleplet. Den skulle have lidt tilbøjelighed til meldug, og anbefales at plante lidt skyggefuldt, hvilket jeg har gjort, og den har aldrig haft syge blade.



Charles Rennie Mackintosh     Austin, England 1988 (frøplante: Chaucer x Conrad Ferdinand Mayer x pollen: Mary Rose)
Smukke fyldte blomster i en meget tiltalende lilla-rosa farve, som passer smukt ind i staudebede. Mild duft, remonterende og skyggetålende. Desværre trives den ikke særlig godt i staudebedet, og jeg overvejer at plante den i drivhuset, hvor roserne ikke får stråleplet.
Sundheds status: Temmelig tilbøjelig til at få stråleplet, og den vokser svagt.



Cinderella    Kordes, Tyskland 1992  (frøplante x Centenaire de Lourdes)
Busk- klatrerose med charmerende og yndige blomster, oftest i store klaser. Let duft og remonterende. Blomsterne er desværre sjældent så fyldte og velformede som på billedet her, af plantens tidlige blomstring, men jeg har læst at denne rose får større og flottere blomster på gamle planter.
Sundheds status: Sund rose med god resistens overfor stråleplet, blot nogle få pletter, men aldrig så bladet falder af. Den kan få lidt rust på enkelte blade i midten af planten, men aldrig alvorlige angreb.



Clair Renaissance
Clair Renaissance  Poulsen roser 1997    herkomst ukendt
Denne rose stod i haven da jeg flyttede ind, så jeg er ikke helt sikker på dens navn. Jeg fandt to salgslabels i jorden med forskellige renaissance roser, så det virkede sandsynligt at denne også kunne høre til den gruppe, og ihvertfald syntes jeg at den ligner. De fleste røde roser den var plantet sammen med, er nu døde og borte, men denne er langsomt blevet sundere og flottere, så det er en god hårdfør rose. Den vokser med kraftige lodrette grene og blomstrer i lidt over en meters højde, og dufter dejligt.
Sundheds status: Sund rose som først angribes af stråleplet sidst på sæsonen. 
Hvis du genkender rosen som en anden sort, må du meget gerne skrive navnet, for jeg kan virkelig godt lide at være på "rigtig" navn med mine roser! :)



Clarence House   Peter Beales Roses, England 2000   (City of York x Aloha (Boerner 1949))
Cremehvide med gul midte, tætfyldte rosetblomster med intens citrus/frugt duft! Klatrerose med mørkegrønt, sundt blankt løv, som remonterer. Det var en gave til Queen Elizabeth (Queen Mother) på hendes 100 års fødselsdag, og opkaldt efter hendes residens: Clarence House.
Denne rose kunne jeg slet ikke stå for!
Rosen er ikke umiddelbart til salg i Danmark, men Rosenposten har den heldigvis. Jeg glæder mig så meget til at følge denne rose. 
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå lidt stråleplet. I vores lune fugtige sommer (rosens første i haven) fik den meldug på knopperne, men der var mange roser oppe ved terrassen, som fik meldug dette år, som normalt aldrig får det.   


  
Common Moss     Historisk rose     (Sport af Rosa Centifolia omkring 1700)
Syn: 'Centifolia Muscosa 'Communis', 'Old Pink Moss', 'Mousseux Ancien' (Old Moss, France, 1696)
Busken bliver omkring 150x150, men løs og åben i væksten, så den står godt mellem anden beplantning hvor den får støtte og kan væve sig ind og titte frem. 
Blomsten starter boldformet, senere skålformede til fyldt rosetform, i ren lyserød og med stærk duft. Mosset er meget smukt og lysegrønt med en let brunrød tone. Den findes i en hvid variant : 'Muscosa Alba' eller 'Shailer´s White Moss'.
Denne rose er en af de allerførste jeg købte i 2001, og den står nu i min 3. have. Sommerblomstrende.
Sundheds status: Jeg har kun set stråleplet på denne rose, og det kan godt ramme den hårdt. Imidlertid har jeg fjernet 4 vildskud fra den i de seneste år, heraf to i år, som begge var 1 meter lange under jorden (og sikkert været undervejs et par år) Det har utvivlsomt svækket rosen, så nu håber jeg at den igen bliver lige så sund som jeg husker den.



Compassion      Harkness, England 1972   (White Cockade x Prima Ballerina (Tantau 1957)
Storblomstret (te-hybrid) klatrerose med rosa/laksefarvede blomster, med en kraftig frugtduft.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå lidt stråleplet.



Comte de Chambord   Robert and Moreau, Frankrig, tidligere end 1858. Synonym: Madame Boll.
Damask perpetual, Portland rose (Baronne Prévost (hybrid perpetual, Desprez 1841) x Portland rose)
Vidunderlig og hårdfør Portland rose, rigtblomstrende med store pink, 4 delte roset-blomster med typisk Damask rose duft.
Sundheds status: Sund, men kan angribes af rust og stråleplet.



Constance Spry   Austin, England  1961  (Belle Isis x Dainty Maid)
David Austins første rose på markedet, og selvom den kun er sommerblomstrende, er den stadig lige populær pga. de store rent lyserøde blomster, som danner en åben skål med indadbuede kronblade. Duften er kraftig og dejlige af myrrh. Busken bliver stor, og kan bruges som mindre klatrerose.
Sundheds status: Jeg ser ikke svampesygdomme på denne rose, men den rammes af brune pletter efter blomstring, som gør det svært at vurdere hvorvidt den også har stråleplet. Hvis pletterne bliver for store, fjerner jeg bladene, men det er ikke noget som smitter andre roser.



Coral Dawn    Boerner 1952 USA (frøplante af New Dawn)
Klatre- og buskrose  med åben lodret vækst som buer elegant og er meget let at føre op ad stolper og i en rosenbue. Blomsterne er udsøgt smukke og meget velduftende. Farven er koralrosa med en anelse laksetone, som bleger til  lys lillarosa. Sundt og frodigt løv. Remonterende. Det er en rose jeg slet ikke kan undvære i haven og når den blomstrer skal jeg ofte hen for at nyde synet og duften. Dens blomsterform minder mig om glansbilleder og gamle 1800´tal rosenpostkort.
Sundheds status: Denne rose kræver lys og luft, og bryder sig ikke om for tæt beplantning omkring "fødderne". En overgang fik den svag vækst og stråleplet, som hurtigt blev bedre da jeg rensede jorden omkring den. (det er faktisk ikke helt utænkeligt, at dens periode med mistrivsel, i virkeligheden skyldtes en mulig rodskade, da et jernrør blev hamret ned som støtte til rosenbuen, hvor rosen står)
Det eksemplar jeg havde i min første have, var meget sund, men den jeg har nu, har noget tendens til stråleplet.



Cornelia   Joseph Pemberton, England 1925   ukendt                
Stor rigtblomstrende busk med store klaser af rosetformede roser, hvis fine blondeagtige kronblade, fanger lyset meget smukt. Farven er cobber pink/abrikos som bleger til hvid/rosa. Kraftig musk duft og remonterende. Hårdfør og skyggetolerant.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.



Corvedale    Austin, England 2001  (Charles Rennie Mackintosh x frøplante)
Rosapink kugleformede blomster, som minder meget om Raubritter i lidt forstørret udgave. Duften er kraftig af Myrrh. Busken er sund og beskrives som problemfri bedrose og bliver omkring 1½ m i højden. Rigtblomstrende.
Sundheds status: Det er en sund rose, som dog får lidt stråleplet sidst på sæsonen.



Coupe d´Hébé     Laffay, Frankrig 1840  (hybrid bourbon x hybrid Rosa chinensis Jacq.)
Underskøn Bourbonrose og blandt de smukkeste af de gammeldags buskroser. Duften er også vidunderlig, og det er en sund, letdyrkelig rose. Desværre er den kun engangsblomstrende. Jeg savnede denne rose fra min første rosenhave, og da en busk med sygdom, måtte fældes i haven, blev jeg nødt til at have denne rose igen. Den bliver stor og bred, og kan bruges som mindre klatrerose.
Sundheds status: Som alle Bourbon roser har denne tendens til stråleplet efter blomstring, men den er kraftigvoksende og står hurtigt med grønne blade igen, helt til efteråret



Crown Princess Margareta    Austin, England. 2000   (frøplante x Abraham Darby)
Helt igennem dejlig og smuk rose med pragtfuld frugtagtig duft. Blomsten starter boldformet og åbner sig efterhånden op til en skålform, med synligt øje og masser af abrikosgule petaler i fint mønster. Ydersiden er dæmpet blød hvidgul, og den falmende varmtgule farve, giver sammen med de friskfarvede nyudsprugne, et meget smuk helhedsindtryk af rosenbusken, som også kan anvendes som klatrerose. Remonterende.
Sundheds status: Ret god resistens, men får alligevel lidt stråleplet sidst på sommeren.



Dronningen af Danmark
Dronningen af Danmark   James Booth 1816,  Booth 1826 Tyskland (frøplante af Maidens Blush)
Dejlig Alba buskrose, med smukke blomster. Løvet har et blåligt skær som klæder blomsten så fint, hvilket giver et forunderligt helhedsindtryk, og den hører blandt de mest berømte af alle historiske roser. Dens vækst er lidt løs og elegant, og ca. 120x120 i størrelse. Rosen har en dejlig duft. Sommerblomstrende, og tåler en del skygge.
Sundheds status: Meget sund rose, der kun får enkelte blade med stråleplet, som ikke breder sig hvis bladene fjernes. Jeg har ikke set andre svampesygdomme i denne rose.



Eden Rose ´88´    syn:´Willestrup´, ´Pierre de Ronsard´ Meilland 1987 Frankrig. 
Frøplante: (Dance de Sylphes x Händel, Mc Gredy 1965) pollen: Pink Wonder climbing)
Busk og klatrerose med noget ujævn vækstform, som man fuldstændig tilgiver den når den begynder at blomstre. Blomsterne er meget store og tætpakkede, åbner sig i kugleform, og senere i skålform, hvor man ser de mange rosa kronblade i midten, som er så betagende smukt sammen med den cremefarvede og sart lysegrønne yderside. Blomsten holder sig smuk meget længe og den tåler en hel del regn. Den har kun få men store torne. Duften er svag. Rosen remonterer godt. Den vil gerne have en varm plads ved f.eks. en mur.
Sundheds status: Ret sund rose som dog ikke kan undgå stråleplet, hvis naboerne har det.



Erinnerung an Brod    Geschwind, Ungarn 1886 syn: Souvenier de Brod
(Rosa setigera eller Rosa rubifolia x Génie de Châteaubriand (damask, Oudin 1849))
Denne rose har de mest vidunderlige mørke purpurviolette blomster, i overdådig blomstring gennem 4-5 uger.(helhedsindtrykket af rosen er mørkere end billedet) Dens farve er udsøgt sammen med hele skalaen af rosa-farvede roser. Den kan blive en stor smuk busk, men kan med fordel anvendes som mindre klatrerose eller langs stakit. Duften er en fin og mellemstærk gammelroseduft. Sommerblomstrende, sund og hårdfør. Den tåler en del skygge. Den er hævdet at være stammoder til de fleste "blå" slyngroser.
Sundheds status: Denne rose har ikke god resistens overfor stråleplet, men jeg har ikke oplevet andre svampesygdomme hos den. Det starter på de ældste blade lige efter blomstringen, og altid først i solsiden. Jeg fjerner syge blade for at mindske smitten af de nærstående roser, og det lykkes som regel. Langsomt angribes hele planten, men da den hurtigt skyder igen, står den aldrig helt uden blade.
I forsommeren er rosen så bladrig at intet lys trænger igennem til bregner, Forglemmigej og Kærmindesøster under espalieret, men under svampeangrebet får de en periode med lys nok til at kunne trives, så jeg har lært at se svampeangrebet som en fordel.
Det nye hold blade holder sig sundt til ud på efteråret, men det er en arbejdskrævende periode mens der skal fjernes så mange blade fra rosen og jorden nedenunder



Evelyn    Austin England 1991  (Graham Thomas x Tamora (Austin, 1983))  
Dejlige store fyldte roser, med underskønne bløde farvetoner af gul, fersken og rosa. Duften er intens frugtagtig med noter af fersken. Blomsterne starter skålformede og åbner sig helt fladt ud i rosetform. Remonterende.
Sundheds status: I haven fik den nemt stråleplet og voksede svagt. Det er en rose som trives i varmt klima, hvor den kan blive en meget stor busk eller bruges som klatrerose. I vores kolde klima mistrives den som plante, men den blomstrede trofast flere gange hver sommer. I foråret 2017 blev den plantet ud i drivhuset, så nu håber jeg at den vil trives lige så godt derude som Margaret Merril.



Falstaff   Austin England 1999  (frøplante x frøplante)
Meget mørk rødviolet blomst, planten får lange skud og kan bruges som lille klatrerose, ellers som stor busk (100-150cm) Remonterer. Gammelrose duft.
Sundheds status: Denne rose har jeg altså dårlig samvittighed overfor! Den blev plantet den sommer jeg flyttede ind, for at dække lidt for hækken overfor terrassen. (dengang var der græs helt hen til køkkenhaven) Samme sommer lavede jeg området om til et stort bed, og flyttede rosen længere ud i bedet. To år senere flyttede jeg hækken, og fik plads til et espalier, men så kom rosen til at stå for skyggefuldt.
Den blev flyttet til lysere forhold, men uheldigvis lidt for tæt på, hvor rækken af røde roser blev fjernet i 2013. Rosen trivedes dårligt der, og som redning blev den sat i det lune bed oppe ved huset, som heldigvis pustede liv i den!
Imidlertid fandt jeg ud af, at jeg ikke ville have en høj rose lige der, så staklen blev flyttet ned til en rosenbue, hvor den stadig står. Den er rimelig sund og blomstrer, men væksten er ret svag... Jeg håber virkelig at den pludselig får godt fat og vil trives, og har prøvet at styrke den lidt med RhizoBio ned omkring rødderne.



Felicia    Pemberton 1928 England  (Trier (multiflora hyb, Lambert 1904 x Ophelia (tea hyb. Paul, 1912
Meget attraktiv rosenbusk i Moschata-gruppen, og regnes for en af de bedste i sin gruppe. Blomsterne er lys rosa og tætfyldte, med mere intens rosa i midten, som bleger efter nogle dage. Duften er stærk og behagelig, og rosen er særdeles rigt blomstrende i klaser. Remonterende og tåler skygge. Den er meget charmerende og er med tiden blevet en af mine favoritroser, derfor købte jeg senere endnu en plante.
Sundheds status: Den har ikke den bedste resistens overfor stråleplet, hvis der er smitte fra andre roser i nærheden, og den kan også rammes af meldug, men den vokser og blomstrer uanfægtet, og får hurtigt nye blade. Mit ene eksemplar står mellem stauder og får sjældent stråleplet før om efteråret.




Félicité Parmentier   Parmentier, Belgien, før 1836          (Ukendt, formodentlig en alba-hybrid)
Relativ lav Alba rose (120-150cm) med grågrønt løv, og de yndigste sartrosa, fyldte roset blomster med rigtig god og kraftig duft. Sommerblomstrende, men til gengæld rigtblomstrende i 5 uger.




Flammetorn   Rosa Sericea ssp.Omeiensis Pteracantha   Vildrose fra Kina  i kultur siden 1890
Kraftigvoksende, høj vildrose, med store røde dekorative torne på unge grene. Væksten er opret med let buede grene. Bladene er små og bregneagtige. Hvide blomster med 4 kronblade i foråret, ganske let duft. Mange små røde hyben. Højde 3 m.
Sundheds status: Skyggetolerant, kraftigvoksende vildrose... men hvad nytter det hvis rosen er okuleret... tænker jeg nogen gange. (hvilket jo egentligt burde kræve ens vokseplads forhold for samtlige roser?) Rosen blev plantet efter de beskrevne forhold, men nogle bregner bredte sig lidt for tæt på den, så den blev decideret en svagt voksende rose. Nu er den flyttet og jeg håber på det bedste.



 Gartenträume    Hans Jürgen Evers 1997, Introduceret af Tantau, Tyskland 2005   herkomst ukendt
Rosenbusk med dejlig stærkt duftende blomster, i en yndig rosa farve. Jeg har læst rigtig meget godt om rosen på tyske forums.
Sundheds status: Den er desværre ikke helt sund og livskraftig, men det var heller ikke en stor fin A-kvalitet ved modtagelsen. Faktisk fik jeg 3 små planter tilsendt da jeg bestilte rosen, men da jeg ikke havde plads andre steder, satte jeg alle 3 roser i samme store hul, placeret i en trekant med  25cm imellem planterne. Det har nok været for tæt for rødderne, for to halvdøde måtte graves op i 2017, så nu håber jeg at den sidste (som fik RhizoBio) kan bruge pladsen til for alvor at etablere sig.



Geoff Hamilton    Austin, England 1997  (Heritage x frøplante)
Vidunderlig smuk rose i kugleform, og den fineste opbygning af blomstens kronblade. En rose som denne, nærmer sig det optimale af rosenskønhed, men den kan tage et par år om at etablere sig, så forvænt ikke det perfekte lige med det samme. Jeg havde et eksemplar med mig da jeg flyttede ind, og året efter købte jeg en mere, for det er en helt uundværlig rose, hvis man er til de sarte rosa toner.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet. Jeg har aldrig set andre svampesygdomme hos den.



Gertrude Jekyll   Austin, England 1986 (Wife of Bath x Comte de Chambord)
Store skålformede pink blomster med pragtfuld og kraftig "gammelrose" duft. Remonterende stor busk som kan bruges som klatrerose.
Da jeg startede med at dyrke roser, valgte jeg udelukkende sartrosa, og dengang var Gertrude Jekyll, i mine øjne, en "larmende" farve.(jeg havde kun set den på foto) I dag syntes jeg at den er en af de få som rammer den "ægte" og helt magiske rosenfarve! Jeg er simpelthen så glad for den, og ville gerne have flere eksemplarer af den.
Sundheds status: Det er en sund rose, men den kan godt få stråleplet hen på sommeren.



Ghita Renaissance   Pernille Olesen & Mogens Nyegaard Olesen 1997 Poulsenroser 2004
(Clair Renaissance x frøplante)
Imponerende store, smukke blomster med skøn duft og farve.
Sundheds status: Fik hurtigt stråleplet og senere et alvorligt angreb af stængelsyge. (blev måske plantet lidt for tæt ved, hvor en anden rose var flyttet)



Giardina   Hans Jürgen Evers 1997 Introduceret af Tantau 2008   herkomst ukendt
Smuk rosa klatrerose med dejlig duft, og blomster der klarer meget regn uden at klistre sammen. Kronbladene virker lidt voksagtige, så den holder formen rigtig godt. God tilvækst og remonterende. Efter 2 år blomstrede min overdådigt op til 2 m højde, samt sendte et langt skud helt op over rosenbuen.
Sundheds status: Meget god resistens, kun ganske lette angreb af stråleplet, uden at tabe blade af den grund.



Gloire de Dijon    Jacotot 1853 Frankrig  (Desprez à Fleur Jaune x Souvenier de la Malmaison)
En ægte klassiker! Denne vidt berømte cottage-klatrerose har været elsket i 1½ århundrede! Den er såmænd nok blevet overhalet kvalitetsmæssigt af andre mere sygdomsresistente, men roser taler nu engang til ens hjerte og ikke til fornuften, så den er et must i min have, skønt jeg aldrig har haft et stort sundt eksemplar endnu. Dens blomster er store og fyldte, stærkt duftende, og dens farver varierer mellem blød gul, og abrikosrosa, som bleger til en helt speciel farve der minder om vaskeskind. Den remonterer fint. Tåler skygge. Blomsterknopperne kan have svært ved at åbne sig i regnfulde perioder, men det gælder såmænd de fleste fyldte roser.
Sundheds status: Den rammes af stråleplet efter blomstring, og flere hævder at den har mistet sin tidligere grokraft. Det er også sådan jeg oplever denne rose. Den klarer sig dog, skyder hurtigt friske blade og blomstrer fint, så jeg er rigtig glad for den. Den ene har en gren bundet op i næsten 3m højde. I varmt/fugtigt vejr kan den også få meldug på nye skud.



Golden Celebration    Austin, England 1992  (Charles Austin x Abraham Darby)
Denne rose har så mange gode ord med sig, så jeg har fået lyst til at prøve den, så den er ret ny i haven. Den skulle specielt udvikle sig til en meget harmonisk busk, og blomsterne har en smuk farve og form, og en fin teroseduft.
Sundheds status: Det er en sund rose, men bliver smittet med lidt stråleplet, når en af naboerne har et angreb.



Graham Thomas    Austin England 1983  (Charles Austin x (Iceberg, Kordes 1958) x frøplante)
En af de mest populære af Austin roserne, og den er helt vidunderlig med de klare smørblomst-gule blomster i den fineste kugle/skålform. Dejlig mild duft. Remonterer. Kan blive høj og bruges som klatrerose.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men den fik meget stråleplet de første år.



Great Western    Jean Laffay, Frankrig 1838   (frøplante af Céline (bourbon, Hardy, 1824)
Stor busket bourbon/china hybrid, der kan bruges som klatrerose. Blomsterne er rødpink med violette toner, bold/skålformede og duftende. Sommerblomstrende, hårdfør og skyggetålende.
Sundheds status: Det har været en meget sund rose her i dens første år.



Heidi Klum    Tantau 1999 Tyskland  (Old Port (floribunda, McGredy 1991 x Barkarole (hybrid tea, Evers 1988)
Vidunderlig smuk rose, både farven og blomstens form, og så dufter den tilmed intenst! Det er en lav og kompakt buketrose på omkring ½ meter, så den er perfekt i forgrunden af et bed eller i krukke. Remonterende.
Sundheds status: Det er en sund rose, som dog får lidt stråleplet hen på sommeren, og jeg har i enkelte år måttet fjerne et par blade med lidt rust.



Henri Martin  Jean Laffay, Frankrig 1862  herkomst ukendt
Høj og bred mosrose med mørke rød/cherise, lillatoned blomster og stærk duft. Sund nem og hårdfør, og trives på vanskelige/skyggefulde områder i haven. Engangsblomstrende. 
Sundheds status: En sej rose som klarer sig under vanskelige betingelser, men stråleplet undgår den nu ikke, og det kan tilmed blive et udbredt angreb. Den kommer sig hurtigt og står resten af sommeren med friske blade.



Heritage   Austinrose  England 1984  (frøplante x Iceberg (floribunda Kordes 1958))
Smukke sart rosa, boldformede til let skålformede blomster med stærk og dejlig citrusduft.
Heritage var den første Austin rose, som jeg bare måtte eje! Da jeg begyndte at dyrke roser, omkring 2001, var det de historiske roser som var grunden til, at jeg overhovedet blev interesseret i roser. De første var et par af de ældste Centifolia roser, som ofte ses på gamle malerier, men også nogle af de boldformede Bourbon roser. På planteskolen fandt jeg imidlertid Årskataloger fra Austin Roser.... og så var jeg solgt til stanglakrids!!! 
Sundheds status: Det er en rimelig sund rose, men den undgår ikke lidt stråleplet hen på sommeren.



Honorine de Brabant    Rémi Tanne, Frankrig 1916  (sport af Commandant Beaurepaire)
Stor Bourbon buskrose, med boldformede blomster i blush/creme rosa med lilla striber.  Stærk og sød duft. Remonterer en smule. Kan bruges som lav klatrerose.
Jeg er på en gang fascineret af og afskrækket af stribede roser, men denne er i blødere farver end de fleste og i Lars-Åke Gustavssons Rosen Leksikon, vises en bedårende blomst fra denne rose, så man uvilkårligt bliver forelsket i den.
Da jeg blev bekendt med at denne rose bliver stor nok til at binde op, så købte jeg den! Jeg elsker uhøjtidelige klatreroser!



Hugonis   Kinesisk gul rose, I kultur siden 1899
Vildrose som er opkaldt efter missionæren Fader Hugo, som indsamlede og sendte frø af rosen. Meget rig blomstring fra slutningen af Maj, med Gule/bleggule duftsvage blomster, og senere mørkerøde små hyben. Meget kraftig vækst med høje buede grene, med småt bregneagtigt løv. Sund og hårdfør, tåler skygge.
Sundheds status:



Hurdal     Alder ukendt, sandsynligvis meget gammel sort
Hurdalsrosen stammer sandsynligvis fra en blomsterrig rose, som blev hjembragt fra Giessen i Tyskland, til Hurdalen i Norge. Her blev rosen med tiden så udbredt, at den blev opkaldt efter dalen. Meget kraftig vækst, og kan med tiden blive helt træagtig. Meget blomsterrig, med rosa til mørkrosa mellemstore blomster. Den er særdeles charmerende, hårdfør og letdyrkelig, og kan klare sig i skygge. Sommerblomstrende og giver mange hyben.
Sundheds status: Det er en sund og livskraftig rose, men den får stråleplet på gamle blade, efter blomstringen, hvor rosen begynder at sende nye friske skud op. De nye blade er sunde til ud på efteråret.



Hybrida   Frøplante af Rosa Helena
Meget kraftig voksende klatrerose, kan klatre op mod 10 m i et træ. Blomsterklaser af 30-60 små dobbelte lysegule blomster. Stærk og sød duft, og mange hyben. 
Sundheds status: Jeg plantede den et sted hvor jeg i første omgang gerne så en stor rose, men dens kraftige vækst fik mig til at revurdere placeringen, og den er flyttet til de vilde æbletræer i bunden af haven, hvor Paul´s Himalayan Musk også vokser. Den er sund selvom den endnu ikke er helt etableret.



Iceberg, Climbing    Kordes 1958 Tyskland  (Robin Hood, (hybrid musk, Pemperton 1927) x Virgo)
En klatrerose med meget elegante blomster og smukt grønt løv. Helt igennem dejlig og pålidelig rose, med meget få torne og rig blomstring til langt ud på efteråret. Dejlig duft. Væksten er kraftig. Iceberg er brugt i rosenforædling og er f.eks. modersort til Austinrosen: Heritage.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men undgår ikke lidt stråleplet.



Ina an Mona     Austinrose, sport af Leander, Tyskland 1992  (Leander: Charles Austin x frøplante)
Meget smukke og sirlig rosetformede blomster i dejlige toner af varm abrikos og mættet rødrosa, som bleget til lys rosa. Sund og hårdfør busk/klatre rose, som tåler nogen skygge. Remonterende.
Det er en rose jeg ikke har prøvet før, men da min datter hedder Ina, så måtte jeg bare have den! Jeg har før haft Leander og var særdeles glad for den, så en rosa udgave kunne være spændende. Jeg har også købt en plante, (en høstfloks) med samme navn som min søn.
Sundheds status: Efter den er fuldt etableret, er det den sidste rose i haven som får stråleplet, og det først langt inde i efteråret. Selvom den står ved terrassen, fik den kun antydning af meldug i 2017.



Jacques Cartier   Moreau-Robert, France 1868   syn. Marchesa Boccella   Jean Desprez, France 1842  
Stor forvirring om hvem og hvorfra rosen stammer, men den er en klassiker her i Norden (måske hele Europa) som Jacques Cartier, hvor man i USA har valgt at den hedder; Marchesa Boccella.
Det er en virkelig god og sund Historisk rose i Portland gruppen, hårdfør og remonterer. Dens lysrosa blomster er store, i rosetform med masser af kronblade, og god stærk duft.

Hvor jeg boede før, købte jeg et sølle eksemplar i meget lille potte, i et supermarked. Planten så ud til at være udtørret adskillige gange, og lignede noget som ville være smidt ud ved lukketid, hvis jeg ikke havde satset de 19 kr. den var sat ned til, og reddede den med hjem. 
Jeg plantede den lige udenfor haven, under postkassen i en meget stenet jord, hvor jeg altid glemte at vande... men mod alle ods, blev den en smuk og blomstrende busk. Jacques Cartier er virkelig en sej og smuk rose!
I foråret 2017 købte jeg igen en billigt i et supermarked. Den var i en ganske lille potte og meget hårdt beskåret, men frisk og lige ankommet, så jeg kunne udvælge en med kraftige stammer, og den er på sin første sommer blevet en fin flergrenet og mellemhøj plante.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.



James Galway   Austinrose, 2000  (Heritage x frøplante)
Mellemstore smukt formede lysrosa blomster, med en dybere rosa farve i midten, dens duft er moderat gammelrose. Planten bliver en meget smuk buskform, næsten træagtig. Den er særdeles sund og hurtigvoksende. Jeg plantede en i min tidligere have 2 år før jeg flyttede, og da var den blevet så stor og flot at jeg ikke nænnede at skære den ned for at tage den med mig. Jeg syntes den er særlig smuk i en lidt forvildet have sammenhæng. (I min tidligere have, plantede jeg samtidig en Generous Gardener, og disse to roser hører blandt de sundeste og mest hurtigvoksende roser jeg har dyrket)
Sundheds status: Det er en meget sund rose, men den kan få lidt stråleplet hen mod efteråret.



Jubilee Celebration    Austin, England 2002  (golden celebration x frøplante)
Smuk og meget speciel blomsterfarve er sammen med de mange lag kronblade når blomsten åbner sig, det der giver denne rose en helt særlig charme. Det er ikke en rose jeg har valgt efter et billede, eller planlagt, jeg faldt bare for dens særlige glød på planteskolen! Dejlig og stærk duft af citrus og hindbær.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå lidt stråleplet.


Jude the Obscure     Austin rose 1995     (Abraham Darby x Windrush)      
Smuk busk på lidt over en meter med store kugleformede blomster i en dejlig blød gyldengul farve, som bleger til sart gul. Duften er kraftig og frugtagtig med fine noter af sød hvidvin. Dens bløde gyldne farve, gør at den passer smukt ind i bede med rosafarvede roser. En af mine favoritroser, men dens kronblade er sarte overfor regn, så knopperne har svært ved at springe ud i fugtige perioder. Remonterende.
Sundheds status: Denne rose var i flere år langsomt voksende og fik stråleplet efter blomstring, men pludselig i 2016 havde den "fået fat" og sendte to kraftige og lange nye skud, som fik store flotte blomster i 2017 og derudover nye kraftige skud. Den har været så sund og smuk hele året, og kun haft enkelte blade med stråleplet. En meget glædelig forvandling, når man har gået og spekulerer på jordkvalitet osv. men nogle gange skal roser bare have tid til at etablere sig grundigt.



Lady Emma Hamilton   Austin, England 2005     (frøplante x frøplante)
Smukke let boldformede blomster i gylden/orange toner, med en prisbelønnet, meget kraftig frugt/tea duft. Duften er ubeskrivelig dejlig!
Jeg købte denne rose første gang i 2011, efter Claus Dalby præsenterede den, men en kunde havde lige købt alle eksemplarer, undtagen een, som han ikke turde købe... den så da heller ikke sund og kraftig ud, men jeg kunne bare ikke vente... så desværre kom den med hjem. Den sygnede stille og roligt hen, og døde inden året var omme! Nu har jeg købt en ny, for denne rose er generelt ikke blandt de svage, jeg var bare uheldig.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå lidt stråleplet.



Lady Hillingdon, Climbing   Hicks, England, 1917  (Papa Gontier x Mme Hoste, tea (Guillot 1887))
En af de sidste teroser som blev dyrket, inden tehybriderne (moderne roser) udkonkurrerede alle andre rosengrupper, og blev den største rosengruppe nogensinde. Teroserne var et vigtigt led i den moderne roses tilblivelse, men pga. deres frostfølsomhed, blev de mere hårdføre tehybrider langt mere populære. Denne rose har en meget fin farvetone og dejlig duft, og er stadig populær i England, hvor den kan klare vinteren, hvis den vokser op ad en mur. Herhjemme klarer den sig bedst i drivhus. Remonterende.
Sundheds status: Rosen her står i drivhuset, og jeg har aldrig set sygdomme på den.



La France, Climbing   Jean-Baptiste André (fils) Guillot  France 1867  frøplante af Madame Falcot.
Denne rose bliver regnet for den første te-hybrid, altså en moderne rose. Året for dens fremkomst blev således besluttet at være skæringsårstal mellem historiske og moderne roser, uanset hvilken gruppe en rose hører under. Rosen blev vidt berømt og illustreret i blade, postkort og på frimærker, ja vist nok også på tapet og kagedåser. Jeg har altid fundet disse gamle illustrationer meget smukke, og ønsket at dyrke denne rose med den helt særlige sødme og charme. Blomsten er mega stor og dufter dejligt, men er noget mere løs og krøllet i det, end på glansbillederne.
Sundheds status: Det er en sund rose, som først får stråleplet sent på året. Den kan godt få en anelse meldug, som ikke betyder noget.



Lavender Flower Circus  Tyskland 2004
Skøn farve & blomsterform denne rose har, men desværre ikke nogen duft. Den står i drivhus og er sund herinde; måske jeg skulle plante Charles Rennie Mackintosh herind også, for det var deres lighed i farven som gjorde at jeg købte denne noget mere blomstrende rose, hvor CRM har skuffet mig i både vækst og blomstring.
Sundheds status: Rosen står i drivhus, og har aldrig haft syge blade.



Leonardo da Vinci    Meilland 1993 Frankrig  (Summerwind x (Milrose x Rosamunde 1941))
Smuk tæt busk med rig blomstring og meget smukke, fyldte skålformede blomster. Farven er mørkrosa som bleger til lys/mellem rosa. Desværre syntes jeg ofte de ny udsprungne blomster er for stærk cerise farvede, og jeg har flyttet den pga. at den stærke farve ikke passede med naboroserne. Tager jeg nogle forskellige roser ind i vase, er det ofte denne rose jeg beundrer mest i buketten, så mit forhold til denne rose er lidt paradoksalt.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå lidt stråleplet.



Louise Odier    Margottin Frankrig, 1851   frøplante af Émile Courtier   (muligis synonym med ´Madame de Stella´)  
Vidunderlig bourbonrose med høj og elegant busket vækst, og med de skønneste og mest velformede blomster i boldform, som senere bliver skålformede. Farven er rosa til mørkrosa, med et violet skær. Den er særdeles blomsterrig og remonterer virkelig godt. Den er ikke frostfølsom, og tåler noget skygge.
Sundheds status: Den står så der er skygge noget af dagen, og har aldrig meldug, men den får stråleplet efter blomstringen.



Lykkefund    Aksel Olsen, Danmark 1930  (frøplante af Rosa Helena x Zéphirine Drouhin (bourbon, Bizot 1868)
Frøplante af Rosa Helenae, derfor ofte kaldet Helena Lykkefund. Kraftigvoksende klatrerose med næsten tornløse grene, den kan brede sig adskillige meter i alle retninger og er god som træklatrer. Blomsterne er cremegullige som bleger til hvid. Knopperne er rosa til laksrøde. Duften er stærk og fin. Engangsblomstrende men danner kun få hyben.
Sundheds status: Sund og får kun lette angreb af stråleplet.



Madame Alfred Carriére     J. Schwartz 1879 Frankrig   herkomst ukendt
Stor buskagtig klatrerose med kraftig vækst og lange nye skud, som det første år kun blomstrer yderst på grenen. Følgende år bryder den i blomst på langs af grenen, som tynges nedad i en elegant bue, når den vokser naturligt. Rosens krone får med tiden form som et springvand, med en høj, kraftig stamme, så den er meget smuk når den vokser op i et mindre træ.
Udover at vokse naturligt, er den fantastisk god op ad f.eks. huset, hvor man kan fordele de lange skud vandret ind til muren. Derved sætter rosen mange flere blomster langs grenene, og blomstringen bliver fordelt over en større flade, fremfor kun i toppen.
HelpMeFind skriver om rosen: Do not prune. Man kan selvfølgelig godt beskære den, men det giver en masse nye lange grene med et par blomster ude for enden, som skygger for den storslående blomstring man har arbejdet på at skabe.
Knopperne er sart rosa, og blomsten er efter udspring cremehvid med sart rosa, som bleger til hvid. Dejlig stærk duft. Blomstrer sommeren igennem, og kan tåle en del skygge. På varme og indelukkede voksesteder, kan den blive angrebet af meldug. Denne rose havde jeg med fra tidligere have, og den er tilmed blevet plantet om efter jeg flyttede ind... alligevel er den på 3. år, over 3m høj, og forgrener sig i kronen på det træ den vokser i. Imponerende grokraft denne rose kan præstere! (ca. 2009, Lavendelhaven)
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet hen på sæsonen. Selvom den har tilbøjelighed til meldug, har jeg aldrig set det.



Madame Ernest Calvat   Marie-Louise Schwartz, Frankrig 1888   (sport af Mme Isaac Pereire)
Rosa til lysrosa fyldte blomster med meget intens frugtduft. Planten er åben af vækst med buede grene, som kan blive fyldt med roser langs stængelen hvis grenen fæstes vandret. Høj buskrose som kan bruges som klatrerose.
Denne rose havde jeg i min første rosenhave, men jeg nåede aldrig at se den veletableret, derfor har jeg længe ønsket mig den igen. Heldigvis fandt jeg nogle nye og virkelig gode rosenpladser i haven, ved lidt kreative ændringer, så nu er denne rose igen blandt dem jeg dyrker. Det er en rose som kræver det bedste af det bedste!
Sundheds status: Det er en rimelig sund rose, men svært helt at undgå lidt stråleplet.


Madame Isaac Pereier   Armand Garcon    Margottin père & fils,  Frankrig 1881   herkomst ukendt
Høj buskrose/lav klatrer i bourbon-familien, med imponerende store og stærkt farvede blomster, som bleger til lilla/rosa. Rosen har en fantastisk stærk duft af hindbær/gammelrose. Jeg har holdt af Bourbon roser lige siden jeg faldt for roser, og i den gruppe, findes nogle af de smukkeste roser overhovedet.  Remonterende og rigtblomstrende.
Sundheds status: Desværre er gruppen ikke særlig resistent overfor svampesygdomme, så den kræver en del arbejde og virkelig gode forhold.




Madame Lauriol de Barny   Victor Trouillard   Frankrig 1868    (ukendt)
Klatrende Bourbon med kraftig vækst, som skulle være god til "Pegging down" Højde mellem 1½ til 2m. Smukke og fyldte sølv/rosa blomster i flad roset form, med kraftig frugt duft. Kan remontere med enkelte blomster senere.



Madame Legras de St. Germain   Ukendt, tidligere end 1848    (ukendt, muligvis noisette/alba)
Alba rose der kan bindes op som klatrende, med næsten tornløse grene og kraftig vækst. Højde mellem 1½ til 4m opbundet. Smukke og fyldte hvide blomster med creme/citron undertone, i flad roset form, med kraftig og delikat citrus duft. Sommer blomstrende.



Margaret Merril     Harkness 1977  ((Rudolf Timm x Dedication) x Pascali)
En moderne rose med meget gammelrose charme, og den regnes blandt de bedste hvide roser. Blomsten er terose-agtig i udspring, for derefter at folde sig helt fladt ud med synlige støvdragere. Den dufter fantastisk og er på listen over de mest duftende roser.
Sundheds status: Den fik stråleplet og mistrivedes i haven, men kom sig fantastisk efter at være plantet i drivhuset. Den elsker varmen derinde og blomstrer i 1½ m højde, med fuldstændig sunde blanke blade.



Mariatheresia   Hans Jürgen Evers 1997 Introduceret af Tantau 2003 Tyskland
Jeg må virkelig have sovet i timen, siden jeg ikke var bekendt med denne skønne roses eksistens. Jeg fandt et underskønt billede af denne rose på Pinterest, men det stammede fra Sabelhagens Olivlund hvor der er et skønt indlæg om denne rose og dens sport Baronesse.
(foto midlertidig lånt fra Webshop)

Rosen jeg fik tilsendt ser imidlertidig sådan her ud:
Rosen beholder skålformen, men bleger hurtigt til cremehvid.

Den har tilmed en rigtig fin duft. Jeg valgte at se den an, for måske den senere ville blomstre mere typisk for Mariatheresia, men jeg er faktisk ret glad for den som den er, derfor har jeg ikke henvendt mig om fejllevering.

Hvis du genkender rosen, vil jeg blive meget glad for en kommentar om navnet :-)



Marie Curie    Meilland 1997   (Coppélia´76 x (Allgold, LeGrice 1956 x Yellow Cushion))
Vidunderlig duftende rose i varme gyldenrosa toner. Ny udsprunget er blomsten tilspidset, men åbner sig til en fyldt roset og farven bleger til en smuk varm og blid tone. Planten kan blive en lille busk på omkring en meter. Jeg købte denne rose en dag på planteskolen, hvor luften var mættet af vidunderlig duft, allerede et pænt stykke væk fra en gruppe Marie Curie. Siden har jeg købt nogle flere til krukker på terrassen, for at kunne nyde den dejlige luftbårne duft. I varme perioder har den haft meldug på nye blade, men blomstrer alligevel fint.
Sundheds status: Det er en meget sund rose, men det kan være svært helt at undgå stråleplet, hvis naboroser er angrebet. Jeg har 3 planter i en whisky tønde ved hoveddøren, (hvor der ikke er andre roser) og selv i den våde sommer 2017, har den her i November, endnu ikke haft stråleplet. På varme voksepladser kan denne rose få meldug.




Martha    Fundet af H. Knudsen, Danmark 1909, introduceret af Zeiner, Danmark 1912 (Mutant af 'Zephirine Drouhin')
Overset, tornløs Bourbon rose med en usædvanlig blomsterfarve for gammeldags roser, skriver Lars-Åke Gustavsson i sit Rosen Leksikon. Jeg har altid haft lyst til at have denne rose, men den var umulig at skaffe dengang jeg begyndte at dyrke roser. Heldigvis er den i sortimentet hos JAS Roser, så nu har jeg endelig fået plantet denne rose i haven.
I dens første sæson har den lidt meget af meldug (som den eneste i haven) så den er flyttet om til fordøren hvor det er lidt køligere. Jeg håber det blot er "startproblemer".



Martine Guillot    Guillot-Massad Frankrig 1996  (frøplante af New Dawn) x pollen: (Chaucer, Austin, 1970 x Aloha, Kordes 1999) x (Iceberg, Kordes 1958 x frøplante)
Høj buskrose der kan anvendes som klatrerose. Sarte gylden og rosa tonet creme blomster med meget fin og stærk duft. Den har særdeles smukt formede blomster og dens vækst er meget energisk. Allerede i sit 3. år fik den en kraftig gren helt op til tagrenden. (næsten 3,5 m) Den er plantet op ad en varm syd/vest vendt mur, og ser fantastisk sund og trivelig ud.
Sundheds status: Martine har god sygdoms resistens, men da dens nabo Gloire de Dijon får stråleplet efter blomstring, så ender denne også med at blive smittet hen på sommeren. Den kan holdes sund til langt ud på efteråret, hvis de syge blade fjernes, da den ikke bliver alvorlig angrebet. De nye skud kan få lidt meldug i varme, fugtige perioder, fordi den står noget indelukket ved muren.



May Queen   Dr. Walter Van Fleet, USA 1898  (Rosa wichuraiana crép. synonym x Mrs. de Graw)
Klatrerose med smukke mediumfyldte, rosa firdelt roset blomster, med kraftig æble/frugt duft. Planten bygger sig op af mange smågrene, og kan også bruges som bunddække. Sommerblomstrende, hårdfør og  skyggetålende.



Munstead Wood   Austin England 2007     ikke oplyst     
En meget populær og højt skattet Austinrose i mørke fløjlsagtige dybtrøde farvetoner. God kraftig gammelroseduft og remonterende. Jeg glæder mig meget til at følge denne rose.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå lidt stråleplet.




Nahéma    Delbard 2006 France   (Grand Siècle x Heritage)
Dejlig klatrerose med meget smuk rosa farvede blomster og skøn stærk duft. Min har været flyttet et par gange, men har alligevel hurtigt nået 1½m igen. De første år har den ikke blomstret overmåde meget, men blomsterne er så smukke at den er ventetiden værd. I dag (3-4 år) er den veletableret, høj og fuld af skønne duftende blomster.
Sundheds status: Den er meget sund, men kan få en smule rust i fugtige somre. Den kan også få lette angreb af stråleplet.



New Dawn   Summerset Rose Nursery, 1930 USA (Mutant af Dr. W. Van Fleet, hvis ophav var:
frø: (Rosa Wichuraiana x Safrano (tea, Beauregard 1839) x pollen: Souvenir du Président Carnot)
I 1926 blev der hos Sommerset Rose Nursery, fundet en gren på en klatrerose: Dr. W. Van Fleet, som blomstrede igen i efteråret. Denne gren blev opformeret og førte til sorten New Dawn, som blev verdens første patenterede rose. Den er identisk med modersorten, men blomstrer remonterende, og er lidt svagere i væksten. Det er en fantastisk god klatrerose, både hårdfør, smuk, rigt- og længeblomstrende, og det er efterhånden også den mest almindeligt brugte. Jeg kan heller ikke undvære en New Dawn i min have, for den har en helt særlig charme og skønhed.
New Dawn er brugt rigtig meget til forædling af nye sorter, f. eks: Aloha, Penny Lane, Coral Dawn og Martine Guillot.
Sundheds status: New Dawn regnes generelt for at være meget sund, men ikke alle eksemplarer af rosen er lige sygdoms resistente; jeg havde to som var plantet med et par meters mellemrum, den ene fik både stråleplet og rust, hvor den lige ved siden af aldrig havde syge blade. Jeg har hørt samme historie fra andre. Den jeg har nu, stod i haven da jeg flyttede ind, og har desværre dårlig resistens, men jeg håber det er et spørgsmål om etablering.



Odyssey   Rearsby Roses, England 2001  (Summer Wine (climber, Kordes 1985) x frøplante)
Yndig rose med meget fin duft, som tilmed blomstrer næsten uophørligt sommeren igennem! Jeg faldt for denne rose gennem Høneballehavens præsentation af den, og da jeg google den, bemærkede jeg at Claus Dalby også havde præsenteret den noget tidligere. (før jeg selv bloggede) Samtlige taber hjertet til denne rose og kan slet ikke leve uden den i haven, således havde jeg det også! Den blev plantet i efteråret, og allerede i Maj året efter, blomstrer den i MIN have! Dybt nydelsessuk! :-)
Sundheds status: Det er en rimelig sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.



Our last Summer  Rosa Eskelund Hansen, Danmark 2013        
Klatrerose med rent lyserøde, meget velduftende blomster. Den er vist mest over i te-hybrid familien, men jeg glæder mig til at følge den.
I første sæson har den virkelig imponeret mig med sine smukke blomster og tilvækst. I Sept/Okt. remonterede den med sin 3. kraftige gren som blomstrede i 1½m højde!
Sundheds status: Allerede i første sæson har den været meget sund, kun ganske lidt stråleplet sent på efteråret.



Paul Noël     R. Tanne, Frankrig 1913  (Rosa Wichuraiana Crép. syn. x Monsieur Tillier)
(Paul Transon  Barbier, Frankrig 1900  (Rosa Luciae x L'Idéal))
Der har hersket stor forvirring omkring disse to roser, og det har været hævdet at de var identiske. Da jeg købte min nuværende Paul Noël, var den ved ankomst mærket: Paul Transon, men den dufter og ser ud som min første Paul Noël, så de er sandsynligvis ofte blevet forbyttet... eller de er identiske!
HelpMeFind oplyser dog om deres forskellige ophav, som jeg har lånt herover.

Kraftig voksende klatrerose, med lange føjelige grene der behøver opbinding. Bladene er små, mørkegrønne og blanke. Blomsterne er mellemstore, tætfyldte og åbner sig helt op, sådan lidt crysantemum-agtigt. Farven er flere toner af lakserosa, hvor vejret har indflydelse på farveintensiteten. Duften er frisk og frugtagtig. Jeg finder altid nogle enkelte blomster som er vidunderligt stærkt og intenst duftende, og repræsenterer min yndlingsduft blandt roser. Rosens lange nedhængende ranker, med småblade og blomster draperet let som filigran, giver den en æterisk helhed, syntes jeg, og den er en af mine favoritter, som jeg har haft siden min første rosenhave. Den er noget frostfølsom, min klarede vinteren 2010, men ikke 2011, den skød dog hurtigt nye kæmpeskud. Det er en fordel at have den til at vokse sammen med en hårdfør klatrerose eller klematis, så pladsen altid er udfyldt.
Sundheds status: Paul Noël har tendens til meldug på unge blade og indimellem også knopper, men det går aldrig ud over blomstring eller den kraftige vækst. Jeg har kun oplevet den med lette angreb af stråleplet, og hvis den ikke blev smittet af nærstående roser, tror jeg slet ikke den ville blive ramt.



Paul´s Himalayan Musk   George Paul, 1916  usikker herkomst, muligvis fra Rosa brunonii Lindl.
Muligvis synonym: Paul´s Himalayica, Double Pink og Paul´s Tree Climber.
Meget smuk og elegant såkaldt rambler, med et brus af rosa, senere hvide, duftende rosetformede blomster i juni/juli. Rosen er perfekt til at klatre i træer, men kan bruges på pergolaer og bygninger, ja... alle vegne hvor der er plads nok. Bladene er aflange og elegante, og dens årsskud kan være meget høje. Sommerblomstrende og skyggetolerant.
Sundheds status: Det er en sund rose, men svært helt at undgå lidt stråleplet sidst på året.



Pegasus    Austin England 1995   (Graham Thomas x Pascali)
Dejlig bløde og varme gyldne blomster lige efter udspring, som bleger over i cremefarvet med rosagyldne toner. Fin terose-duft. Kan bruges som lav klatrerose. Remonterende. (den er desværre slem til at få stængelsyge)
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.



Princess Alexandra of Kent   Austin, England 2002    (frøplante x frøplante)
Store fyldte blomster i varm pink med lysrosa yderkant. Duften er stærk citron/tea, rigtblomstrende og remonterer rigtig godt. Planten er sund og velformet op til 1 m. i højden og næsten lige så bred.
Sundheds status: Det er en sund rose, som dog kan få lidt stråleplet sidst på sommeren.



Purple Skyliner    Frank Cowlishaw, England, 2002  herkomst ukendt
Rosa-lilla klatrerose med klaser af små halvfyldte blomster med svag duft. Rosen er lidt i stil med Veilchenblau, men er remonterende. Bliver op til 3 m. så den er god til en rosenbue.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.



Queen of Sweden     Austin rose 2004.  (frøplante x Charlotte(Austin, 1994))
Mellemhøj rose, som vokser temmelig opret, og dens blomster sidder altid perfekt præsenteret på en lige stilk, helt uden at nikke sidelæns. En perfekt rose til forgrunden i et bed, hvadenten det er blandt mindre stauder, eller andre roser. Blomsterne hører tilmed også blandt de aller smukkeste man kan forestille sig, med de mange kronblade fordelt så fint i mange lag i en halvåben afrundet roset. Farven er en mild varm lyserød, med en anelse laksefarve. Duften er let af myrrh. Den skulle være meget holdbar i vase. En af mine favoritroser, og jeg tog min første plante med mig fra min tidligere have, men købte endnu én til forgrunden af det lange brede tværgående bed. Remonterende.
Sundheds status: Det er en meget sund rose, som næsten undgår stråleplet, bortset fra et enkelt blad i ny og næ.



Raubritter   William J.H Kordes, Tyskland 1936   (Daisy Hill X Solarium
Enestående og meget smuk rose, som ikke ligner nogen anden. Kan bindes op som klatrerose, eller vokse frit med meget bred, lav vækst, som væver sig ind i naboplanter, og dækker bunden, Den har mange små rosafarvede blomster i klynger, og blomstrer meget rigt, dog kun een gang. Blomsterne er kugleformede og halvfyldte og åbner sig senere skålformet med indrullede kronblade. Svag duft. Findes i helfyldt version, under navnet: Rose Ellen. Denne rose havde jeg også med fra min tidligere have, men den havde kun stået der et års tid.
Sundheds status: Det er en sund rose, men den kan rammes af stråleplet. I dens tidlige år, kunne den blive hårdt ramt, men nu er angrebet så let, at man kan stoppe det ved at fjerne de angrebne blade. Skulle have tilbøjelighed til meldug, men jeg har aldrig set det.



Reine des Violettes   Mille-Mallet,  Frankrig 1860   (frøplante af Pope Pius IX  (Vibert, 1849))
Remontantrose som både kan bruges som busk og klatrerose. Blomsterne er purpurvoilette som bleger til blåligviolet, meget store og fyldte, starter skålformede og åbner sig til flade firdelte rosetter. Duften er god og kraftig. Næsten tornløs og remonterer med enkelte blomster senere.



Rhapsody in Blue    Frank Cowlishaw 1999 England  frøplante: (Summer Wine, cl. Kordes 1985) x
pollen: (Int. Herald tribune x (Blue Moon x Montezuma, Swim 1955) x (Violacea x Montezuma)
Smuk og usædvanlig farvet rose med skøn duft. Særlig smukke er de nyudsprungne blomster, senere åbner blomsten sig som en næsten enkel rose, og farven bleger til en gråviolet. Rigtblomstrende og remonterende, med sundt løv og god tilvækst.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.



Rosa Glauca   Kobberrosen, Arts/vildrose
Små enkle blomster i pink, som står smukt til de violette stængler og det blåtonede løv. Smukke hyben. En smuk busk, som jeg også har dyrket i en tidligere have.                                                                       
Sundheds status: Meget sund rose.



Rosa Moyesii   Centralkina, introduceret i 1894
Vildrose med kraftig åben vækst, med små fine bregneagtige blade. Blomsten er mørk karmin rød med fløjlsglans, og senere orange hyben. Sidste år havde min plante en eneste blomst, som nærmest var pink. I år er blomsterne betydelig mørkere i en meget smuk tone, som billedet ikke helt rammer. Måske den bliver mørkere med tiden, og derfor alligevel er den rigtige Moyesii. Det vil tiden vise, men den måtte hjertens gerne beholde den nuværende smukke farve.
Sundheds status: Sund, men kan få lidt stråleplet sidst på sæsonen.



Rose de Rescht   Formodentlig dyrket i Persien før år 1900 til fremstilling af rosenolie.
Rosen blev introduceret i England i 1950 som Rose de Rescht, opkaldt efter den Iranske silkeby hvor den var fundet. Rosen havde dog været kendt i Frankrig siden 1900 under et andet navn.
Vidunderligt duftende Damascenerrose med lige så vidunderlig farvede blomster. Remonterende, hårdfør og skyggetålende. 
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men den får stråleplet i perioder efter blomstring. Den kan rammes af rust, men jeg har ikke oplevet det.



Rose Marie Viaud   Viaud-Bruant, Frankrig 1924  Frøplante af Veilchenblau (Schmidt 1909)
Rose Marie Viaud har større og mere dobbelte blomster i en vidunderlig violet-rosa farve. Klatrerose med mange mindre blomster i klaser, hvis farve kan variere fra lys lillarosa til fyldig violetpink samtidig. Engangsblomstrende.
Sundheds status: Det er en sund rose, men dog bliver ramt af stråleplet sidst på sommeren.



Royal Jubilee   Austin, England 2012   herkomst ukendt
Mørkrosa kugleformede blomster med kraftig frugtagttig duft. Introduceret til Engelske Dronning Elizabeth II, diamant Jubilæum. Austin anbefaler varmt denne rose, og med dens runde blomster og kraftige frugtduft, så var den et must for mig! :) Jeg prøvede forgæves at skaffe den i 2014, men først i 2015 lykkedes det.
Den skulle blive en stor smuk busk, være sund og remontere godt.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.




Russelliana   Ukendt, tidligere end 1826  syn: 'Old Spanish Rose'  'Russell's Cottage Rose' mfl.



Scepter´d Isle    Austin England 1997  (Wife of Bath x Heritage)
Smuk og rigt blomstrende rosenbusk på omkring 1-1½ meter. Den bringer en vidunderligt romantisk stemning ind i haven, med sine smukke runde, sartrosa blomster. Den dufter kraftigt af myrrh... faktisk syntes jeg at duften til tider minder om lakrids/anis. En helt uundværlig rose med let udadbøjede grene, så den danner en smuk buskform. Den vokser hurtigt til, remonterer godt og er meget sund. En rose jeg aldrig vil være foruden, og varmt kan anbefale.
Sundheds status: Det er en meget sund rose, men den kan godt smittes let af stråleplet, hvis naboroser har det.



Sharifa Asma    Austin, England 1989  (Mary Rose x Admired Miranda)
Rosen her, blev først plantet i min have sidste år (2014) på trods af at jeg i årevis har været fristet af den, ikke mindst pga. det fine 1001 nat´s prinsessenavn. Jeg tror det var det lidt grove rugosaløv, eller at de store lysrosa blomster manglede lidt elegance, som fik mig til at udskyde købet. Havde jeg dog blot mærket dens fantastiske frugt parfume fra start af, så havde jeg dyrket denne rose i årevis!
Duften er helt vidunderlig, og i dag syntes jeg dens blade og blomster tilsammen danner en særdeles harmonisk og charmerende helhed.
Sundheds status: Det er en sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.



Sibelius   Louis Lens, Belgien 1984  (Mr. Bluebird (Miniature, Moore 1960) x Violet Hood)
Hybrid Musk med violetpink små blomster med svag duft. Kan blive en rimelig stor busk og blomstrer kontinuerligt sommeren igennem. Småblomstrede roser "samler" helhedsindtrykket af haven, på samme måde som blomstrende stauder. Jeg kan ihvertfald ikke undvære den baggrunds stemning, som disse roser giver.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.



Souvenier de Madame Auguste Charles   Robert & Moreau, Frankrig 1866  frøplante af Sir Joseph Paxton
Dejlig Bourbon rosenbusk på omkring 120x120. Blomsterne er ren lyserød og kronbladene stråler i lag ud fra blomstens midte. Duften er dejlig men ret svag. Skyggetolerant.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet, og den kan tilmed rammes hårdt. Den får dog hurtigt nye friske blade.



Spirit of Freedom   Austin, England 1998   (frøplante x Abraham Darby)
Stor busk/klatrerose af Leander gruppen, med lyslilla/rosa, kugle/skålformede blomster som er tætpakkede af kronblade. Dejlig duft, sund og remonterende.
Denne rose har fristet mig i flere år på grund af sin smukke form, men den virkede lidt farveløs på billeder, så købet blev udsat længe... alt for længe! Det er en aldeles smuk og velduftende rose og farven er mere mættet end jeg forestillede mig, især er farvespillet noget så yndigt sammen med knoppernes fine mørkrosa tone. Farven minder meget om Charles Rennie Mackintosh, blot er blomsten smukkere i formen og det en sundere plante.
Jeg har vist fået mig endnu en yndlingsrose! :-)
Sundheds status: Det er en sund rose, men svært helt at undgå lidt stråleplet.



Sutter´s Gold    Swim, 1950   (Charlotte Armstrong x Signora)
Hybrid Tea rose, med vidunderlig duft og smuk gylden/rosa farvetoner. Den remonterer hurtigt og er sund. Den er berømt for sin intense frugtagtige duft, hvilket er grunden til at jeg dyrker den.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.



Teasing Georgia  Austin, England 1987 (Charles Austin x undisclosed)
Skønne gule/abrikos tonede blomster med dejlig tea-rose duft. Stor buskrose med kraftig vækst der også kan bruges som klatrerose. Remonterende.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.



The Fairy   Bentall, England 1932   (Paul Crampel x Lady Gay (hybrid wichurana Walsh, 1905))
Skøn og umådelig frodig og blomsterrig rose. De små fyldte rosa blomster sidder i store klaser, som hænger yndefuldt på lange buede grene. Remonterende, nærmest stedseblomstrende.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, som dog kan få stråleplet, men jeg har oplevet angreb af meldug som et større problem.



The Pilgrim    Austin,  England 1991  (Graham Thomas x Yellow Button)
Stor buskrose, der kan dyrkes som klatrerose. Sart/kølig gul/hvide blomster med virkelig skøn krydret te-rose duft. Rosens fine farve komplementeres på vidunderligste vis af grønne toner, så den står helt perfekt i skovbedet, i bunden af min have. Dette er en rose jeg burde have dyrket i mange år!
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.



Tour de Malakoff   Soupert & Notting, Luxembourg 1857
Centifolia rose med fyldte blomster i en usædvanlig rig farveskala, fra lillapink og violet til støvet lyslilla. Farverne udvikler sig smukkest i let skygge, som også dæmper plantens tendens til meldug, iøvrigt sund. Kraftig duft, engangsblomstrende og kan bruges som lav klatrerose.

Jeg har været fascineret af denne rose i 16 år, men da jeg altid checker en roses sundhed i Lars Åke Gustavsson´s Rosen Leksikon, og desværre læste om dens meldug svaghed, har jeg gennem alle de år bekæmpet min brændende lyst til at købe rosen. 
Det samme gjorde sig gældende med Rose de Rescht, som har en svaghed for rust, men nu hvor jeg har den i haven, har jeg endnu ikke set rust på den... (men jeg har hørt om andre, hvis plante har rust)
Jeg har også en del småbblomstrede klatreroser, som alle har en svaghed for meldug, men jeg har kun oplevet dem med en anelse meldug på knoppernes stilke...
Ihvertfald... nu har jeg endelig købt Tour de Malakoff, og jeg har sådan en god mavefornemmelse med beslutningen, og glæder mig virkelig meget til at nyde dens blomster! :-)
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men den er tilbøjelig til at få meldug. 



Veilchenblau Johann Christoph Schmidt, Tyskland 1909  Frøplante af Crimson Rambler
Tidligere blev det hævdet at være en frøplante af Crimson Rambler x Erinnerung an Brod. Kraftigvoksende, sund og skyggetolerant klatrerose, som kan blive meget stor. Smukt løv og vidunderlige lysviolette klaser af blomster i forsommeren, remonterer ikke.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men den får nogle gange mildt angreb af stråleplet sidst på sommeren.




Venusta Pendula    Genintroduceret af Kordes, Tyskland 1928    Ukendt, sporet tilbage fra før 1873



Violette   Turbat of Orleans, Frankrig 1921   frøplante af Veilchenblau (Rambler, Schmidt, 1909)
Dybt mørkviolette små blomster i klaser (mørkere end billedet) Klatrerose som blev introduceret som en forbedret Veilchenblau. Engangsblomstrende.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men den får angreb af stråleplet sidst på sommeren.



Waltztime   Frankrig 1961  
Rosen er købt under dette navn, men den ligner slet ikke de roser som google viser. Den ligner derimod Rhapsody in Blue i en anelse mørkere version. Den remonterer godt og er sund. Købt i 2016 i Kvickly for ca. 30 kr stk!
Sundheds status: Det er en sund rose, som kun kortvarigt fik lidt stråleplet.



Wild Edric   Austin, England 2005 Rugosa hybrid   (frøplante x frøplante)
Mørk rosa blomsterfarve, med violette toner og dejlig stærk gammelrose duft. Busken og blomsten ligner som helhed en rugosarose. Den har vundet en pris for exceptionel hårdførhed. Remonterende.
Sundheds status: Det er en meget sund rose, som dog godt kan smittes let med stråleplet.



Wild Rover   Colin Dickson England 2007  (Spice of Life x Rhapsody in Blue)
Smukke mørke vildroseblomster med dejlig, kraftig duft. Kan bruges som lille klatrerose. Højde 1½-2 m.
Sundheds status: Ude i haven lider denne rose af stråleplet, men en stikling som er blevet stor i drivhuset, får aldrig syge blade, vokser enormt og blomstrer fint. Det er afgjort en rose som trives under lune forhold, helt uden at få meldug i varmen.



William Shakespear  2000    Austin, England 2000  (frøplante x The Dark Lady)
Rosenbusk på omkring en meter, med meget smukke mørke rødviolette blomster i rosetform. Remonterende. Mine stod i haven da jeg flyttede ind, men de trivedes ikke. Det flotteste billede jeg har set af rosen, var et eksemplar som stod i et fortovs bed i Californien (altså stegende varmt) Jeg har flyttet mine 2 til en varm solbeskinnet plads mellem to sten/flise belagte stier, og nu trives rosen virkelig godt!
Sundheds status: Det er en ret sund rose, som dog får stråleplet i perioder.



Wollerton Old Hall    Austin, England 2011   herkomst ukendt
Stor smuk rosenblomst i kugleform, cremegul som ny udsprunget, og bleger til cremehvid med sarte toner af gul og ferskenrosa. Rosen beholder kugleformen, men de mange lag kronblade bliver mere synlige senere. Rosen har en meget stærk og dejlig duft af myrra. Kan bruges som lav klatrerose.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.



Wrams Gunnarstorp  Fundet i Skåne, ved slottet af samme navn. Formodentlig identisk med Climbing American Beauty.
Klassificeret som Bourbon, men Climbing American Beauty er en remontanthybrid fra 1886. Dejlig og duftende mørkrosa blomster, som bleger en del. Remonterer. Kan bruges som mindre klatrerose.
Sundheds status:



Young Lycidas   Austin, England 2008  (frøplante x frøplante)
Rosetformede blomster med en usædvanlig smuk og varm lilla farve og en skøn intens duft. Bliver omkring 110cm høj og remonterer.
Sundheds status: Det er en ret sund rose, men svært helt at undgå stråleplet.







Rosenliste:

Her er en liste over de roser jeg har i haven, og nogenlunde hvor de er plantet. Jeg nævner roserne i den rækkefølge de står i de enkelte bed. Det er egentlig for min egen skyld, da jeg ikke lader navne-labels sidde på roserne.


Skovbedet:
Jeg starter med min haves baggrund, den nederste bevoksning ved lågen, hvor der langs hækken, vokser en række vilde æbletræer. Her har jeg plantet nogle vildroser, samt en rambler som indhylder trækronerne i et mægtigt hvidrosa og duftende brus af Paul´s Himalayan Musk.

Paul´s Himalayan Musk                             (2011)
Rosa Helena ´Hybrida´                               (Jan. 2013, Rosenposten)
Rosa Glauca  Kobber rose                         (fundet selvsået i hækken)
Rosa Hugonis                                             (Marts 2013, Hækronit)
Rosa Sericea ssp. Omeiensis Pteracantha (2013)
The Pilgrim                                                 (2015, Jespers planteskole)


Pæonbedet:
Det lange brede bed i havens venstre side, langs den syd/østlige hæk, som ligger i skygge om formiddagen.

Aïcha                                                          (Okt 2012, Lundhede)
Rosa Moyesii                                             (Marts 2013, Hækronit)   (blomster mørkrosa)
Albertine                                                    (2009, medbragt hertil)
Sibelius x2                                                 (Okt. 2013, Bilka)                    
Raubritter                                                   (ca. 2009, Aldershvile, medbragt hertil)
Violette            (rosenbuen)                       (Okt. 2013, Rosenposten)
Albertine          (rosenbuen)                      (Okt. 2012, Lundhede)
Veilchenblau    (rosenbuen)                      (Okt. 2013, Lundhede)
Purple Skyliner (rosenbuen)                     (2013, Aldershvile)
Bleu Magenta                                             (2015)
Mme. Alfred Carriére                                (stikling)
Aloha                                                          (Nov. 2017, Bilka)
Coupe d`Hébé                                            (Marts 2015, Lundhede)
Louise Odier                                              (2014)
Great Western                                            (Nov. 2016, Kridtvejs)
Nevada                                                       (julegave 2015)
Rose de Rescht                                          (Dec. 2015, Bilka)
Waltztime x3                                              (2016, Kvickly)
Henri Martin x 2                                        (Okt. 2013, Bilka)
Rose de Rescht  opstammet                      (2015, Jespers planteskole)
Sharifa Asma                                              (2014)
Corvedale                                                   (2013)
Cornelia                                                     (Nov. 2016 Bilka)
Rose de Rescht                                          (stikling af knækket opstammet, 2015 Jespers Planteskole)
Souvenir de Mme. Auguste Charles        (Okt. 2013, Rosenposten (fik en fejllevering Nov. 2012)
Charles Rennie Mackintosh                     (2013, Rosenposten)
Aloha                                                          (Nov. 2016, Bilka)       
Burgundy Ice                                             (Dec 2013, Roser til Haven)
Odyssey                                                     (Dec. 2013, Roser til Haven)
Pegasus                                                      (Marts 2013, Hækronit)
Bourbon Queen                                         (Okt. 2017, Jas Roser)
May Queen                                                (Okt. 2017, Jas Roser)
Felicia                                                         (2011)                                                                    
Wild Rover                                                 (2013, Aldershvile)
Mme. Alfred Carriére                               (stikling)
Wollerton Old Hall                                    (Jan. 2013, Rosenposten)  
Gartenträume                                            (April 2013, Roser til Haven)
Queen of Sweden                                      (2011, Aldershvile)
William Shakespear 2000 x2                    (stod i haven)
Comte de Chambord                                 (2015)  
Gertrude Jekyll                                          (2017, Rosenposten)
Dronningen af Danmark                           (2011, Aldershvile)
Common Moss                                          (2001, Aldershvile, medbragt hertil)
Jacques Cartier                                          (2017, Quickly)


Æbletræ-bedet:                              

Hermed starter jeg fra bunden af haven igen, langs det solvarme bed i højre side, indtil hækken danner hjørnet hvor haven bliver bredere langs huset.

Mme. Legras de St. Germain                    (Okt. 2017, Jas Roser)
Claire Renaissance (x2)                            (stod i haven)
Hurdalsrosen                                             (Nov. 2012, Lundhede)
Russeliana                                                 (Okt. 2017, Jas Roser)
Félicité Parmentier                                    (Okt. 2017, Jas Roser)
James Galway                                           (Juni 2014, Aldershvile)                                                          
Veilchenblau  (rosenbuen)                        (stikling)
Rose Marie Viaud (rosenbuen)                 (Okt. 2013, Rosenposten)
Purple Skyliner     (rosenbuen)                 (2013, Aldershvile)
Martha                                                       (Okt. 2017, Jas Roser)
Charles de Mills x3                                   (stiklinger)                                                                 
Sibelius (x2)                                               (Okt 2013, Bilka)
Bourbon Queen                                         (Juli 2017, Aldershvile)
Tour de Malakoff                                      (Nov. 2017, Plantetorvet)
Mme. Alfred Carriére                               (ca. 2009, Lavendelhaven, medbragt hertil)
Venusta Pendula                                        (Okt. 2017, Jas Roser)
Henri Martin                                             (Okt. 2013, Bilka)
Alchymist                                                  (Okt. 2016, Bilka)
Veilchenblau                                             (Okt. 2013, Lundhede)
Honorine de Brabant                                (Okt. 2017, Jas Roser)  


Det brede tværgående bed:           

Nu er vi ved det nye brede bed, som går på tværs af haven, så roserne nævnes i den rækkefølge de optræder fra venstre mod højre.

Falstaff                                                      (Juli 2011, Roses.dk Løve)
Eden Rose                                                 (2013)
Jubilee Celebration                                    (2011, Aldershvile)
Jude the Obscure                                       (2011, Aldershvile)
Queen of Sweden                                      (2004, Aldershvile, medbragt hertil)
Munstead Wood                                        (Okt. 2016, Bilka)
Gertrude Jekyll                                          (2015, Jespers planteskole)
Scepter´d Isle                                            (2011, Aldershvile)                          
Mme Isaac Pereier                                    (2014)
Louise Odier                                             (2014, Supermarked)
Rhapsody in Blue x2                                (Okt. 2013, Bilka)
Spirit of Freedom                                     (Juli 2017, Aldershvile)
Leonardo da Vinci                                    (2013)
Gertrude Jekyll                                         (Okt. 2017, Rosenposten)
Geoff Hamilton                                        (2011, Aldershvile)
Erinnerung an Brod                                  (2011, Aldershvile)                              
Allan Titchmarch                                      (2011, Aldershvile)
Wrams Gunnarstorp                                 (Okt. 2013, Lundhede)            
Geoff Hamilton                                        (2009, Aldershvile, medbragt hertil)                        
Constance Spry                                        (Okt. 2012, Gardenshop)
Henri Martin                                            (Okt. 2013, Bilka)
Felicia                                                       (2011, Aldershvile)
Buff Beauty                                              (Marts 2013, Hækronit)
Parade   ? (orange blomst)                       (Netto)          
Lady Hillingdon Climbing                       (Febr. 2013, Rosenposten)   (står i drivhuset)
Margaret Merril                                        (April 2013, Lundhede)                 "             
Wild Rower                                               (stikling)                                         "
Lavender Flower Circus                           (Forår 2016 Lyngby torv               "
Bridge of Sighs  x2                                   (2012, supermarked)   (krukke)     "
Lady Emma Hamilton                              (Marts 2017, Lundhede) (krukke)  "
Evelyn                                                       (2011, Aldershvile)                         "
Charles Darwin                                         (Okt. 2017, Rosenposten)               "
                                                      " 

Hus/terrasse bed:

Her er vi ved rosenbuen ind til den lille urte- og jordbærhave. Først et par stykker plantet inde i urtehaven, derefter roserne ved buen og så fortsætter jeg med de roser der er plantet langs huset og terrassen, fra højre mod venstre:

Rhapsody in Blue                                   (Okt. 2013, Bilka)
Sutters Gold                                            (Jan. 2013, Rosenposten)
Charles de Mills x2                                 (2013, Aldershvile)
Cinderella   (rosenbuen)                         (April 2013, Roser til Haven)
Coral Dawn       "                                    (2011)
Paul Noél           "                                    (Juli 2011, Roses.dk Løve)
Giardina             "                                   (2011, Aldershvile)
Teasing Georgia                                     (Nov. 2015, Lundhede)
Eden Rose                                              (2011, Aldershvile)
La France Climbing                               (Febr. 2013, Rosenposten)
Golden Celebration                                (Okt. 2012, Lundhede)
Our last Summer                                    (Nov. 2016, Bilka)
Clarence House                                      (Nov. 2016, Rosenposten)
New Dawn                                              (stod i haven)
Reine des Violettes                                 (Okt. 2017, Jas Roser)
Heidi Klum (opstammet)                        (2015, Jespers planteskole)
Paul Noél                                                 (2013)
Sombreuil                                                (Nov. 2017, Jas Roser)
Royal Jubilee                                           (Febr. 2015, Lundhede)
Heidi Klum                                              (Aug. 2013, Kridtvejs)
Artemis                                                   (Dec.2016, Lundhede)
Nahéma                                                   (2013)
Champion of the World                          (Okt. 2017, Jas Roser)
The Fairy                                                 (Nov. 2016, Bilka)
Crown Princess Margareta                     (2016 Bilka)   (krukke)
Abraham Darby x2                                 (2013 Lundhede)   (krukke)
Ina an Mona                                            (2011, Aldershvile)
Awakening                                               (Nov. 2017, Bilka)
Mme. Lauriol de Barny                          (Okt. 2017, Jas Roser)
Mme. Ernest Calvat                                (Nov. 2016, Rosenposten)
Young Lycidas                                         (Juni 2014, Aldershvile)
Mariatheresia                                          (Dec. 2016, Lundhede)
Mme. Isaac Pereire                                 (Okt. 2016, Blomstercentret)
Gertrude Jekyll                                       (Okt. 2017, Rosenposten)
Jacques Cartier                                        (forår 2017, Kvickly)
Princess Alexandra of Kent                    (Marts 2017, Lundhede)
Heritage                                                   (Nov. 2012, Rosenposten)
Martine Guillot                                       (Febr. 2013, Rosenposten)                       
Gloire de Dijon                                       (2012)                    
Mme. Pierre Oger                                   (2001, Aldershvile, medbragt hertil)      
Alchymist                                                (2011, Aldershvile)
Gloire de Dijon                                       (Juli 2011, Roses.dk Løve)
Compassion                                            (Dec. 2015, Bilka)
Crown Princess Margareta                    (2013)
Lykkefund                                                (2013)


Morgensolpladsen:

Coral Dawn                                            (Nov. 2017, Bilka)


Ved hoveddør i krukke:

Marie Curie                                            (Okt. 2013,  Bilka)  (x3 i krukke)
Wild Edric                                               (2014)


Der er lidt over 150 roser i haven, drivhuset og i krukker, flere af dem har jeg nemlig mere end et enkelt eksemplar af. Jeg medbragte 7 fra min gamle have, og har lavet nogle stiklinger i drivhuset, hvoraf nogle er plantet ud i bedene. Der er stadig 5 roser tilbage af dem som stod i haven da jeg flyttede ind. Jeg kasserede de røde roser langs højre hæk, da de var slemt medtagede efter vinteren 2013. De mistrivedes allerede da jeg flyttede ind og det er en lettelse at de er væk, da man hang fast i dem når man klippede hæk.



Det var de Historiske roser som startede min interesse, men ret tidligt opdagede jeg Austinroserne, som jo nettop er inspireret af de gammeldags rosentyper, med moderne rosers evne til at remontere.

I min første rosenhave havde jeg flere gammeldags roser end jeg har nu, men jeg havde også nogle Austinroser, som jeg af en eller anden grund ikke har købt til min nuværende have.
Mange af mine roser er nogle som jeg slet ikke kan undvære, efter at have haft dem i min 1. have, og som jeg derfor dyrker i min nuværende have, men de roser som jeg ikke fik købt igen, vil jeg gerne præsentere herunder.

Roser jeg tidligere har dyrket:

Austinroser:

Saint Cecilia                      (købt i Geografisk Have ved et rosen-arrangement 2003) sælges ikke mere
St. Swithun                        (Aldershvile, 2003)  Høj rose med store rosa fyldte velduftende blomster
Redouté                             (Aldershvile, 2003)  Yndige lysrosa blomster, sport af Mary Rose
Brother Cadfael                 (Aldershvile, 2004) Høj rose med store runde lyserøde, duftende blomster
Leander                              (Aldershvile, 2003) Høj sund rose med abrikos/rosa blomster
The Generous Gardner     (Lavendelhaven, 2009) kraftigvoksende klatrerose med sartrosa blomster

Historiske roser:
Centifolia ´Major´              (Aldershvile, 2001)  Bred busk med rosa kugleformede blomster
President de Seze              (Aldershvile, 2004) Engangsblomstrende, stor åben rosa/pink blomst
Duchesse de Montebello   (Aldershvile, 2003) Kina-hybrid med lysrosa blomster med skøn duft
Belle Isis                            (Aldershvile, 2002) Lille gallicarose med lysrosa blomster
Hermosa                            ( Aldershvile, 2002) Lille smuk kinahybrid med rosa blomster
Eugenie Guinoiseau          (Aldershvile, 2004) Mosrose med mørkpink/kirsebærrøde blomster
Hebe´s Lip                          (Aldershvile, 2004) Enkle hvide blomster med pink/rød kant. Duftende
Félicité Parmentier            (Aldershvile, 2004) Smuk busk med smukke lysrosa duftende blomster
Fantin Latour                     (Aldershvile, 2004) Centifolia med meget smukke lysrosa blomster
Ispahan                              (Aldershvile, 2003) Smukke og duftende rosa blomster på en sund busk
Strandingsrosen                 (Aldershvile 2005) Dybpink blomster (muligvis Great Western)
Reine Victoria               (Aldershvile, 2001) Bourbonrose med runde rosa og duftende blomster
Baron Gonella                   (Aldershvile, 2003) Klatrerose (bourbon) med mørk pink/violet blomster
Baronne Adolphe de Rothchild (Aldershvile, 2004) Høj rose med store smukke lysrosa blomster
Clb. Souvenir de la Malmaison (Aldershvile, 2002) Bourbon med sartrosa blomster og skøn duft
Clb. Mme. Caroline Testout (Aldershvile, 2004) Klatrerose med store rosa tea-hybrid blomster
Clb. Cécile Brünner          (Aldershvile, 2002) Høj klatrerose med mængder af små sartrosa blomster
Bloomfield Abundance     (Aldershvile, 2003) Meget lig Cécile Brünner, men med laksefarvet blomst
Gerbe Rose                        (Aldershvile, 2002) Klatrerose med lysrosa fyldte blomster
Maidens Blush                   (Aldershvile, 2003) Høj Albarose med sartrosa duftende blomster
Frülingsdüft                       (Aldershvile, 2002) Høj og bred med tidlige ferskenfarvede blomster
Ghislaine de Feligonde      (Aldershvile, 2002) Meget høj med mængder af lyse varmgule blomster

Øvrige roser:
Wilmottia                            (Aldershvile, 2003) Høj/bred vildrose med gråt løv og små pink blomster
Queen Elizabeth                 (Aldershvile, 2004) Store rosa tea-hybrid blomster på en høj busk
Penny Lane                        (Supermarked) Klatrerose med sart abrikos tonede blomster med duft
Rosenholm                                  "              Klatrerose med mængder af lysrosa små blomster
Bonica                                         "              Busk med lyspink blomster i massevis
Rosenresli                          (Aldershvile)    Klatrerose med rød/pink blomster og kraftig duft
Pascali                                (Supermarked) Smuk hvid tea hybrid blomst
Purity                                           "              Klatrerose med hvide tea hybrid blomster
Astrid Lindgren                           "              Floribunda med rosa blomster
Dronning Margrethe                    "              Lav rose med kønne rosa/laksrosa blomster
Pink Fairy                                    "              Bredtvoksende rose med masser af små pink blomster
Super Fairy                                  "              Klatrerose med mængder af små rosa blomster
Karen Blixen                               "              Tea-Hybrid med smukke store hvide blomster
Ladylike                                      "              Tea-Hybrid med stærkpink blomster
Blue Parfume                              "              Tea-Hybrid med lillarosa og duftende blomster
Amelia Renaissance          Koralpink blomster
Cloe             "                    Lysrosa blomster






10 kommentarer:

  1. Hej Alice
    Nu har jeg lige kigget dine roser igennem. Du har godt nok mange i din lille have. Sjovt nok har vi mange af de samme roser. Jeg synes helt klart, at Sutters Gold dufter af meget mere end Crownprincess Margaretha, ja sådan er det jo forskelligt, hvilken duft der kommer bedst ind hos den enkelte.
    Old Wollerton Hall er med i mit indlæg fra i går eller i forgårs. Den fik jeg i juni måned lige fra køl fra Rosenposten. Den var godt nok sløv til at komme i gang, men nu har den haft to blomster og har stadig et par knopper. Den er dog ikke mere end 40 cm høj, jeg troede, at den var gået til. Jeg fik den i stedet for Clare Austin, som desværre gik ud i vinter, så det var erstatningen. Kun fordi jeg havde set den hos dig.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
  2. Hej Alice.
    Hvor har du mange smukke roser :-) det er en flot rosenoversigt du har lavet. Jeg må lige igennem den en gang eller 2 mere med et stykke papir ved siden af til at skrive på hvilken jeg godt kunne tænke mig.
    "Martine Guillot" plantede jeg i efteråret, den glæder jeg mig endnu mere til at se blomstre efter at have læst om den hos dig.
    Din have må dufte helt og adeles vidunderligt om sommeren når alle dine roser er i blomst.
    Kh Linda

    SvarSlet
  3. Hej Alice.
    JØSES, hvor har du dog helt UTROLIGT mange roser. Er din have virkelig kun 150 m2? Det er godt nok imponerende, at du kan få plads til alle dem. Min have er ca. 350 m2, prøv at tænk hvor mange roser det så må¨kunne blive til:-) Jeg har også mange af de samme roser, som du har. Jeg har blandt andet Climbing Bonica, og jeg er ikke det mindste i tvivl, men er fuldstændig sikker på, at den du viser her, også er en Bonica. Jeg kom tilfældigt forbi dette gamle indlæg, fordi jeg er igang med at overveje hvilken ny klatrerose jeg skal vælge, og en af overvejelserne er Giardina, og derfor dukkede dette indlæg op. Og hold dog op, Alice. Jeg er virkelig imponeret over denne gennemgang du giver her. Det er meget lærerigt og brugbart. Jeg er nu slet ikke i tvivl. Det BLIVER Giardina. En af mine absolutte ynglinge er Rose de Rescht, og den synes jeg du mangler, den er ellers uundværlig!!!!
    Venlig hilsen
    Malene

    SvarSlet
  4. Hej Alice.
    JØSES, hvor har du dog helt UTROLIGT mange roser. Er din have virkelig kun 150 m2? Det er godt nok imponerende, at du kan få plads til alle dem. Min have er ca. 350 m2, prøv at tænk hvor mange roser det så må¨kunne blive til:-) Jeg har også mange af de samme roser, som du har. Jeg har blandt andet Climbing Bonica, og jeg er ikke det mindste i tvivl, men er fuldstændig sikker på, at den du viser her, også er en Bonica. Jeg kom tilfældigt forbi dette gamle indlæg, fordi jeg er igang med at overveje hvilken ny klatrerose jeg skal vælge, og en af overvejelserne er Giardina, og derfor dukkede dette indlæg op. Og hold dog op, Alice. Jeg er virkelig imponeret over denne gennemgang du giver her. Det er meget lærerigt og brugbart. Jeg er nu slet ikke i tvivl. Det BLIVER Giardina. En af mine absolutte ynglinge er Rose de Rescht, og den synes jeg du mangler, den er ellers uundværlig!!!!
    Venlig hilsen
    Malene

    SvarSlet
  5. Nydelege roser og flotte beskrivelsar! Du har mange av dei same rosene som eg har :-)

    SvarSlet
  6. Fantastiske roser du har. Jeg kan se, at vi har den samme kærlighed til de engelske - og har mange af de samme. Jeg håber, at kunne lave en lige så fin fremvisning til næste år, når de for alvor kommer i blomst. Tak for en smuk og inspirerende blog.

    SvarSlet
  7. Hej Alice
    Jeg låner lige et billede af din Coupe d´ Hébé, håber det er ok. Jeg vil så gerne høre fra dig.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
  8. Fantastic to see all te roses your have in your garden. It's time computers can share the scent with the photo's.
    Have a wonderful sunday Alice

    SvarSlet
  9. Smukke smukke roser du har. Tak for kikket - nu er der igen flere på min ønskeliste :-)

    SvarSlet
  10. Helt utroligt skønne rosenbilleder! Hvis du elsker farven på Lavender Flower Circus men savner duften, så er Bering Renaissance og Blue Moon et par gode bud. Jeg dyrker begge, både på friland og i drivhuset. Begge har overlevet for mig på friland, men klarer sig bedst i drivhuset. Blue Moon er lidt til den sarte side, mens Berings blomster absolut ikke tåler regn. Begge er dog stærke, sunde roser i drivhuset, med smukke, sart lilla blomster, der dufter henrivende!

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...