onsdag den 2. marts 2016

Lidt vintergodt...

mens vi venter på foråret.


Bortset fra Jul og snevejr, syntes jeg at noget af det bedste ved vinteren, er den daglige vandretur i skoven, hvor vi kan gå på opdagelse på tværs af stierne, uden risiko for flåtoverførte sygdomme.
Det er først og fremmest fordi jeg elsker skoven, men for et par år siden, kostede det mig over 4.000 i dyrlægeregning og medicin, at vores hund var bidt af flåter, og så lærer man altså at nyde vinterskoven mere intenst!
Faktisk bruger jeg naturen som "min have" i vintermånederne, og den er min største inspiration til min egen have. Umiddelbart virker alt i dvale derude, men der er så meget skønhed at finde. F. eks. virker mos både kønnere og grønnere i vintermånederne:


 Her er der 3 forskellige slags mos rundt om et rodstykke

Skoven er stadig grøn, selvom det er vinter... blot på en anden måde.


Midt om sommeren, lægger man ikke så meget mærke til sten i skovbunden, men i den lyse vinterskovbund, fremstår de smukkeste mosklædte sten som skulpturer. Nettop sådan en stor sten, har jeg i årevis ønsket mig i min have.
Heldigvis kan jeg nyde dem i min "vinterhave" på deres naturlige plads i skoven:








Er det ikke bare nogle fantastisk smukke sten? :)

Fra børnene var små, har vi haft undulater. I starten i voliere, men da vi flyttede, byggede jeg et klædeskab om til fuglebur, hvor der kun var tråd der hvor lågen havde siddet. På januarudsalget i år, fandt jeg imidlertid et fuglebur i gammel victoriansk stil, som med lidt ekstra pynt i toppen, samt en gang maling, blev så smukt at fuglene nu er rykket ind i stuen!
Her kan de nyde den lave vintersol og udsigten over haven...


Men hvad jeg ikke kunne forudse, var at der fandtes interesserede udefra, som havde fået udsigt... ind til buret!

Flaksen og bump mod vinduet, påkaldte min opmærksomhed, og til min overraskelse sad denne spurvehøg lige udenfor vinduet, og kiggede sultent ind på undulaterne!

Den prøvede flere gange at angribe, men blev standset af vinduet, så efter at have taget nogle billeder gennem ruden... åbnede jeg døren, så den fløj væk. Det var for dens egen skyld, da jeg frygtede at den blev skadet mod ruden.




Spændende at se sådan en smuk rovfugl så tæt på!


De lange mørke aftener har budt på hygge og håndarbejde. De første 2 år hvor jeg anlagde haven, og især da jeg begyndte at blogge, da koncentrerede jeg mig så meget om haven i vinter månederne, at vinteren føltes meget, meget længere. Jeg kommer ganske enkelt lettere gennem vinteren ved acceptere mørket, og koncentrere mig om alt mulig andet!

Rygstykket lavede jeg for 2 år siden, men måtte opgive resten p.g.a. den dumme gigt. I år har jeg dog vovet at prøve at gøre den skønne Kaffe Fassett trøje færdig, og nu er begge ærmer i hus! ;)



Derudover er det blevet til nogle forårshandsker og halvvejs med et hæklet slumretæppe. Tæppet er langt nok til at ligge over benene mens jeg hækler det, så det er rigtig hyggeligt arbejde!
Det der interesserer mig ved håndarbejde, er farvesammensætning. Fuldstændig ligesom i haven, så det føles meget som 2 sider af samme interesse.

Nu er foråret jo heldigvis lige om hjørnet... og det fornægter sig ikke... at det er haven som mit hjerte virkelig banker for! Hvor jeg dog glæder mig! :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...