mandag den 31. marts 2014

Underskønt træ

Jeg spottede et usædvanligt smukt, blomstrende træ for et par dage siden, og har ønsket at tage billede af det lige siden. I lørdags glemte jeg kameraet, og I går søndag, var planen at tage turen forbi det, men vi følte os draget til først lige at lægge vejen forbi Furesøen, hvor kameraets batteri jo desværre løb tør for strøm. I dag cyklede jeg så igen derud med Luna, og træet var om muligt endnu smukkere, når man så det fra den modsatte side af vejen, så det træ må jeg altså lige vise jer!


Der er kun få japanske blomstrende træer, som har imponeret mig mere end dette gamle smukke træ! Det vokser i en 4-5 m bred rabat, mellem Frederiksborgvej og en parallel cykelsti, midt inde i Nørreskoven, vest for Furesøen.


Træet læner sig faretruende ud mod vejen, for at få rigelig af det lys og sol den har brug for. Sikke en kamp for at klare sig, men det får den nu også til at se mere interessant ud end træer flest. Er det ikke bare smukt?

Opdatering okt. 2015
Træet er desværre ikke mere! I dette forår var jeg igen forbi, for at nyde synet, men da jeg senere, ville se det med mirabeller var det væk! :(
Min søn fortalte, at når han cyklede hjem fra gymnasiet, ofte plukkede mirabeller af et træ 1-2 km længere sydpå ad samme landevej, men at det lige pludselig også var blevet fældet!
Vejvæsenet har nok taget en grundig oprydnings runde, for at undgå potentielle problemer med træer.

søndag den 30. marts 2014

Sikke en dejlig forårsdag...

som i dag har skudt sommertiden ind med manér!
Vi tog en tur til Furesøen ved middagstid, og det er første gang i år man kunne cykle uden jakke på, ude i det åbne landskab, Hurraaa!!  :)


På skyggesiden af dette mirabellehegn løber der en sti ned til søen, men jeg måtte lige om og nyde synet fra sydsiden.


Stien ender ved en stejl skråning højt over søen, og i dag nøjedes vi med at blive deroppe. Min søn og Luna er aldeles uforfærdet over det lodrette fald i terrænet, og sætter sig helt ud til kanten.




Det blev desværre kun til få billeder, før batteriet løb tør. Sådan går det når man ikke har brugt kameraet  i lang tid. Efter opladning nåede jeg lige et par billeder af havens tidligste forårsblomster, der har afløst krokus og øvrige tidlige forårsløg.


Gunneraén har stået i drivhuset vinteren over, og det er gået rigtig godt som man kan se; den har allerede store blade som er ved at udfolde sig:


Heldigvis kan jeg snart fjerne de sidste granris som står på roserne sydside og beskytter dem mod at kaste sig for hovedkulds ud i vækst, før risikoen for udbredt frost er ovre. Denne årstid er det eneste tidspunkt hvor jeg har lidt interesse konflikt, for man kan ikke fuldt ud nyde synet af tæppedannende forårsløg og aurikler, når der stadig står granris ved roserne. I år er roserne dog helt ligeglade med at vi kun skriver marts måned, de står allerede med masser af friske fede skud, og det kan da ikke andet end glæde en have-elskers hjerte!

Jeg håber I alle har haft en forrygende dejlig forårs week-end!

lørdag den 8. marts 2014

Forårsblomster er barndomsminder

Da jeg var helt lille, havde vi ikke selv en have, men børnehaven var en ældre villa med en stor have omkring. Jeg husker navnlig de vidunderlige krokus der blomstrede langs stien op til indgangen, og især den lyse lillastribede krokus var jeg meget betaget af. Børn har en evne til at kunne zoome helt tæt på og se detaljer som jeg i dag kun kan se på nærbilleder.
Disse yndlingskrokus fik jeg lagt i efteråret og på dejlige solskinsdage som i dag, bliver jeg sendt lige tilbage til 3-4 års alderen når jeg betragter disse krokus :)



Hvor er det dog en dejlig tid vi går i møde nu, og man kan allerede glæde sig over at den milde vinter har skånet planterne i haven så de nye spæde skud pibler frem allevegne.
Med de varmeste forårshilsner til jer alle herfra!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...