onsdag den 3. juli 2013

Ikke kun roser... og dog!

 
Epilobium augustifolium ´Stahl Rose´ Den smukke rosa gederams, som ikke frø-sår sig, og derfor  rolig kan inviteres ind i haven, så man kan nyde de elegante blomsterstande. I nærbillede er den som det smukkeste kunstværk: yndige blomster bundet sammen af de fineste lilla og purpur penselstrejf.
 
 
 Sidste år havde jeg et par hvide fingerbøl planter, men desværre ikke i år. Til gengæld har jeg fået nogle stykker i en mellemting af den hvide og pink. Toppen af blomsten ser ud som de hvide, men jo tættere knopperne kommer på at springe ud, jo mere rosa farvede bliver de:
 
 
Det er en farvevariant som ser utrolig smuk ud sammen med den vidunderlige gule rose `Buff Beauty´
 

Denne mørkere del af rosenbedet, er jeg blevet meget glad for. I forgrunden er det Allan Titchmarch, som jeg faldt for, fordi dens grenes røde toner, ser så smukt ud sammen med blomsternes farve. Jeg syntes det er ret sjældent at en rosenbusk som helhed, har en så fin sammenhængende skønhed.
Til højre er det Ina an Mona, hvis blomster har samme farvetone, og i bagrunden til venstre er det Erinnerung an Brod.
 

Jeg er særdeles glad for, at den rosenbue jeg anlagde da jeg flyttede ind for 2 år siden, nu begynder at ligne en rigtig rosenbue. Det sværeste ved at være rosoman, er at have tålmodighed nok, mens de plantede skønheder etablerer sig, og langsomt begynder at ligne det drømmesyn man så for sig, da man plantede dem. I højre side af buen vokser Giardina...
 

... og i venstre side vokser Coral Dawn og Paul Noél.
I forgrunden (for enden af halvmuren ved terrassen) er det New Dawn sammen med clematis Warszawska Nike. Ha det rigtig godt alle sammen, og nu får vi jo snart rigtig sommervejr! :-)

6 kommentarer:

  1. Ja det glæder vi os rigtig meget til, så bliver vores roser endnu skønnere. Men dine ser nu dejlige ud allerede nu, hvor er det fint, alt det du viser.
    Du kan få frø fra hvide digitalis fra mig, når tid er.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
  2. Hvor ser det hele bare skønt vildt ud på den gode måde!

    SvarSlet
  3. Hvor er din have altså smuk, Alice! Jeg går selv og planter roser og glæder mig til at de vokser til, så jeg ved lige hvad du taler om :-)

    SvarSlet
  4. Jeg skal lige spørge til Common Mos....er det en klatrerose? Gederamsen må jeg helt sikkert have på min to have liste for den er vel nok fin. Jeg har haft alm. gederams i haven, men måtte kapitulere og hive dem op igen, for jeg skal da lige love for, at den frøsår sig livligt!

    SvarSlet
  5. Hej Alice.Der ser bare skønt ud i din have.....så dejlig frodigt.
    Har også New Down og W.Nike.Men man skal have tålmodighed når man sætter roser.
    God aften Jette

    SvarSlet
  6. Tusind Tak for jeres dejlige kommentarer! :-)
    Til Bente: Common Moss er ikke en klatrerose, men kan sagtens bindes op til noget, og se lidt højere ud. Dens blomster tynger grenene ned, så den året efter skyder langs hele grenen, og derved bliver mere busket. Men ved unge planter som mangler højde, hænger blomsterne på den måde lavt hvis den ikke hænger ind over en anden plante, eller bindes op. Planten bliver med tiden en busk på 1½ meter.
    Min voksede helt vildt de første år jeg havde den, og jeg bandt den op til en rosenbue. Nu er den flyttet med mig 2 gange (og har haft tendens til vildskud) så dens grokraft er overskuelig nu. Den skulle efter sigende vokse bedre på egne rødder, og i så fald vil jeg gætte på at den sagtens kan bruges som mandshøj klatrerose.
    Til Lisbeth: Tak for tilbuddet om frø! :-) Jeg venter lige en sommer mere, for det er jo først til næste år at eventuelle frøplanter efter de hvide, vil blomstre. Jeg kan slet ikke huske om der var hvide det år jeg flyttede ind, men ellers kan det jo være forklaringen på hvide hvert andet år :-)
    Kh Alice

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...