fredag den 17. oktober 2014

Fra drøm til virkelighed

For 3 uger siden var jeg overbevist om, at jeg var færdig med at anlægge haven. Men efter Claus Dalby´s anmeldelse af Peter Wibroe´s bog: "Havekunst og tanketidsler" (en bog der straks blev købt), blev jeg ikke blot mindet om haverne omkring Middelhavet, som jo startede min havepassion; vand i centrum af haven, og overflod af planter og krukker udenom, ja... gerne med dækkende klatreplanter op ad de omgivende husmure.


Jeg blev også virkelig nysgerrig og draget mod den symmetri som de Islamiske haver var bygget over. Min baggrund er billedkunst og Illustration, og her giver symmetri en statisk virkning. Man taler om det gyldne snit i kompositionen som er en ca. 5/8 del, opdeling af billedet,  hvilket giver en naturlig dynamik.
Jeg har underbevidst taget denne "sandhed" med mig i anlæggelsen af mine haver, og tilmed postuleret at der overhovedet ikke var forskel på at male et billede, og opbygge en have... det var blot i forskellige materialer.
Men nu har jeg opdaget at symmetri brugt i haven, bibringer den en sælsom og vidunderlig ro, som jeg ikke tidligere har kunnet "fange", selvom jeg altid har søgt at skabe min have med en stemning af ro.

Billedet herunder er udsigten fra min terrassedør i september. Jeg åbnede det i programmet paint, og prøvede at male haven med en symmetrisk opbygning. Jeg syntes at forvandlingen virker helt vidunderlig og at man ligefrem drages mod at bevæge sig ud i haven! Prøv selv at klikke mellem de to nedenstående billeder med piletasterne.



For at realisere projektet skulle alle planter flyttes der hvor stien skulle gå, også alle løgene! Den gamle sti skulle brydes op og halvdelen lægges gennem bedet. Den yderste del af stien skulle også brydes op og fliserne vendes, og alle naturstenene skulle bruges andre steder.

En af grundene til at jeg på forhånd var lige ved ikke at påbegynde projektet, var tanken om at stien af diagonale fliser, langs terrassen mod drivhusene, sandsynligvis også skulle brydes op og rykkes, men se lige herunder hvor heldig jeg var; de eksisterende fliser mødtes spids mod spids, nettop her hvor stierne ville krydse hinanden, så løsningen blev denne "sammenfletning":


Herover er jeg færdig med den nye sti og igang med selve pladsen, hvor man i venstre side kan se den gamle sti med diagonale fliser. Pladsen blev nødt til at være helt i vatter, så alle fliser i højre side skulle hæves 3-4 cm, da min have altid har haft en hældning på tværs af haven.

Da jeg i sensommeren lavede fliseplads der hvor græsplænen havde været, brugte jeg ikke vatterpas, men hævede blot på øjemål, men det var altså ikke nok:


I dag ser denne fliseplads sådan her ud: (på en regnvåd oktoberdag :))


En anlægsgartner griner måske lidt af mit "store" projekt, men da jeg er gigtramt, har jeg ikke kunnet nå ret meget hver dag, og jeg måtte gå et par dage og "trække vejret dybt" inden jeg overhovedet gik igang med projektet, for det virkede noget uoverskueligt for mig, men lige pludseligt havde jeg sagt: A, og så var det bare at klø på! :)

Jeg var rigtig heldig med vejret, blot en smule støvregn nogle dage undervejs. I sidste weekend havde vi høj sol, men jeg havde gæster, så jeg kunne ikke få lavet noget. Heldigvis var vejret lige så fint dagen efter og jeg nåede lige at lave selve bassinnet færdig, inden den megen regn vi har haft i nogle dage... Hurra for det, for jeg bruger kun regnvand i mine vandhuller!! :)

Strimler af overskydende folie langs flisernes kanter, beskytter selve folien.

Jeg har valgt at lægge fliser i bunden af bassinnet, for det er ikke urealistisk at hunden eller katten en dag ryger i, og jeg tror deres klør kan risikere at stritte af chok når de hopper op igen! Vandybten er blot 8-9 cm, da det jo kun skal være et spejlbassin. (nøøj hvor har jeg renskuret fliser! 9 stk af 50x50 cm og 48 af de små)

Den flisebelagte del af pladsen er 2,5 x 3,5 m. og udgravningen er 154x154x15 cm. p.g.a. mellemrummene med trædebregner, og målene passer som "fod i hose" med de kant-fliser som lå på hver side af den gamle havesti. Hele projektet har kun kostet 200 kr. for bassinfolien!

I de seneste dage med øsende regnvejr, har jeg fået sat krukken op og plantet en daglilje med meget smukt lysgrønt løv. Jeg ville nok helst have haft en bregne i krukken, eller en agave, men de er jo til hver sin ekstrem af behov. Jeg valgte at lade det lille bed, samt vandtønden bag bassinnet blive, for nok ønskede jeg symmetri i haven, men jeg ønsker ikke et formelt eller stramt look:


Da solen tittede frem efter den voldsomme regn i går, var der en dampende, let tåget stemning, men det er en smuk del af efterårs forfaldet:



Det allerbedste er at den udsigt som jeg nu har fra stuedøren, vil være interessant hele året rundt, og jeg glæder mig til at følge dens forvandling gennem årstiderne! :)


Jeg håber efteråret snart viser sig fra sin smukkeste side, og at I alle vil have tid og lejlighed til at nyde det. Efter alt det havearbejde jeg har lavet, efter at hedebølgen i sommers sluttede, tror jeg at jeg igen får mere tid til at følge jeres dejlige haver på bloggene, for det har jeg slet ikke haft tid til i et par måneder! :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...