fredag den 13. juni 2014

3 år er gået...

... sådan cirka... og nu kan jeg glæde mig over det arbejde jeg startede dengang. Rosenbuen havde jeg købt til min gamle have, men den var heldigvis aldrig blevet sat op, så i den nye have blev den indgangen til køkkenhaven. I dag er jeg lykkelig for beslutningen, for den får urte/drivhus haverummet til at virke sammenhængende:

Stien af fliser lavede jeg lidt senere på sommeren, efter at have sat vægdrivhus op.

Herunder ses hvordan området så ud da jeg flyttede ind i begyndelsen af Juni 2011. (jeg har ikke noget billede fra dengang, men har rekonstrueret dette fra et foto året efter)


Da jeg havde lagt rækken af fliser ned til køkkenhaven, mellem plænen og det lange bed til højre herover, lavede jeg et bed på venstre side af fliserne, over til hækken. I bedet satte jeg nogle roser som ville blive høje, så de kunne sløre udsynet mod hækken.

I dag er roserne store og skønne. Sidste år fik jeg lov at få haven udvidet med 8-10 kvm. til den oprindelige matrikelopdeling, så i dag står roserne ikke længere op ad hækken, men har fået et espalier at boltre sig i, hvor hækken før stod. Der er også blevet plads til lidt flere høje roser derinde, som forhåbentlig kan nydes i løbet af et år eller to:


Madame Alfred Carriere blev først plantet ved buen, men da jeg huskede det skønne træklatrende eksemplar jeg engang havde set, så blev den flyttet til æbletræet ved græsplænen, efter at træet var beskåret meget kraftigt. I dag har rosen nået træets tinde, og kan begynde at sprede sine grene oppe i den fri luft:


Ved terrassen var en stor stamme af Lonicera blevet savet over i 1½ m højde, så den grimme væg bagved var synlig. I dag er den ved at være groet til og har fået selskab af flere Clematis og rosen Lykkefund. Jeg har lavet min parasol om til et klatrestativ, hvorunder der om få år vil være den dejligste skyggefulde siddeplads:




Bedet til højre blev plantet til med roser og stauder jeg tog med fra min gamle have. Desværre har der været dyrket roser tidligere, men de historiske roser klarer sig udmærket i bedet.

Ved pergolaen over terrassen, plantede jeg en vin og en Wisteria for 3 år siden, og i dag giver de en stemningsfuld let skygge over siddepladsen. Billedet her er fra sidste år.


Et par måneder efter jeg flyttede ind, købte jeg et lille vægdrivhus til muren i køkkenhaven, hvor der i forvejen stod en vin. I starten havde jeg plads til en kurvestol derinde, men ikke ret længe! Sidste år satte jeg et andet lille drivhus op overfor det første, så nu kan jeg sidde i det nye og kigge tværs over urtehaven til det gamle drivhus! Det føles som et stort drivhusrum på den måde.


I bunden af haven er der meget skyggefuldt, så der startede jeg en skovhave. Jeg havde flere skyggetålende planter og træer hvor jeg boede før, og da de nye lejere ville lave sandkassemiljø til deres små børn, fik jeg mulighed for at flytte næsten alle de vækster jeg havde plantet i baghaven:


Jeg har plantet forskellige clematis til at klatre i de vilde æbletræer, samt rosen Paul´s Himalayan Musk som lige er begyndt at blomstre. Rosen er nu så højt oppe at der fremover vil være kaskader af rosahvide blomster i træerne. Grunden til at rosens lange stængler er nøgne, er at æbletræerne lige er beskåret for deres øverste 3 meter lange grene, og stænglerne var vokset helt ind i kronen.
Der er plantet flere arts roser i denne del af haven, som f.eks. Moyesii og Kobberrose.




Jeg prøver at få en stor bestand af kransliljer hernede, de passer godt til en lidt vild skyggefuld have.

Der er lavet mange flere ændringer i haven sidenhen, men de viste er de tidligste jeg lavede, for 3 år siden da jeg flyttede ind. Der er sket en masse på bare 3 år, og jeg har rigtig meget at glæde mig til fremover.

Ha´en rigtig dejlig dag! :-)

23 kommentarer:

  1. Hej Alice
    Godt du selv er glad for det, det kan jeg nu også godt forstå, for det ser kanon godt ud, jeg husker godt alle dine anstrengelser med fliser osv. Det hele er så flot, du har fået rigtig meget ud af din lille matrikel, skovhaven er også blevet flot.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have Lisbeth!
      Ja, det har ind imellem været hårdt arbejde, men heldigvis fandt jeg fliserne på henstillingspladsen og lavede stier før jeg blev syg. Jeg har så møvet lidt rundt på dem senere og fundet natursten sidenhen. Efter jeg blev syg har alt arbejde foregået med knæene hvilende på en pude, så jeg har slidt mere end et par bukser op. Man kan skam lave meget i den stilling, også fjerne græstørv! :-D
      Godt denne have har så blød jord, for min første rosenhave havde traktose så jeg måtte bruge mejsel for at grave dybt nok til roser.
      Kh Alice

      Slet
  2. Du har en meget skøn have, og det ser vældig romantisk ud med alle de dejlige roser. En skovhave er også dejlig at have, jeg nyder selv min meget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gitte og Tak!
      Jeg har ikke nogen egentlig drømmehave, men at den skal være romantisk det er et must for mig! Jeg elsker dog også en frodig grøn skovhave og det er en god kontrast til den blomstrende del af haven. Der kan øjet finde ro og sjælen fred, så jeg kan godt forstå at du også nyder din skovhave!
      Kh Alice

      Slet
  3. Sikken et roseneventyr! Det ser fantastisk ud! Jeg er slet ikke lige så heldig med mine roser som du. Men jeg er heller ikke så god til at få vandet og sprøjtet. Ja, faktisk sprøjter jeg slet ikke. Dine er overmåde frodige - det er utrolig imponerende...
    Og så er du tilmed en dygtig fotograf :-)
    Kh Mathias

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mathias og tusind Tak!
      Bare giv dem lidt tid, roser tager noget tid om at etablere sig! :-)
      De roser jeg viser her blev plantet i løbet af sommeren for 3 år siden, men flere af de senere plantede roser er endnu ikke så afrundede i formen.
      I Maj SKAL du vande roserne, medmindre det er meget regnfuldt! Senere må de bare ikke tørre ud, men de første par år bør der vandes godt i tørre perioder.
      Jeg sprøjter altså slet ikke mine roser, jeg renser bare for syge blade. Jeg giver dem organisk gødning fordi det er bedre for mikroorganismerne i jorden. (jeg tror at det kan sammenlignes lidt med vores maveflora... efter sigende er den almindeligste årsag til mangelsygdomme i dag, at Penicillin kure også dræber de gode bakterier i maven, sååå... Tja... forhåbentlig giver det lidt mening)
      Tak skal du have og i lige måde! :-)
      Kh Mathias

      Slet
  4. Tack fören mycket trevlig vandring genom din trädgård. Du har mycket som blommar och sprider glädje till alla som uppehåller sig där.
    Ha en fin fredag i din trädgård med sol och värme.
    Här regnar det med lite sol i bakgrunden
    Kram Meta

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Meta, det er så hyggeligt at du ville med rundt i haven! :-)
      I dag er her ikke så varmt, men selvom der er glidende mørke skyer, så regner det desværre ikke og solen skinner det meste af tiden. Vi mangler vand her, så jeg ville være glad for noget regnvejr.
      Ha en dejlig weekend!
      Kram Alice

      Slet
  5. Din have er eventyrlig smuk, og det er en rigtig god idé også med skovhaven. Sikke nogle skønne billeder! Kh og rigtig god weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind Tak Madame! :-)
      Ja, en skovhave med kølig skygge og fredfyldt stemning burde alle have, det er virkelig afslappende at sidde dernede med kaffen!
      Tak og i lige måde!

      Slet
  6. Vilken fantastisk trädgård du har, som en dröm. Ha en skön helg!

    SvarSlet
  7. Hej Alice

    Flotte billeder!
    Lækre martagoner med super flot sløret baggrund!
    Den åbne rose er det Rosa moyesii?

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Karsten!
      Jeg er vild med martagonerne og håber de bliver til mange, de bliver ihvertfald større for hvert år. :-)
      Ja, næstsidste billede med den åbne rose er købt som Moyesii og har alle dens kendetegn bortset fra den blodrøde farve den burde have. Jeg ved ikke om den bliver mørkere med tiden, eller om det er en hybrid/sport, men der er ikke nogen under familien Moyesii i Lars Åke Gustavsson´bog som ligner denne.
      For min skyld må den gerne beholde denne farve, den er faktisk en smuk mørk og lidt mere støvet farvetone i virkeligheden.
      Tak og i lige måde!

      Slet
  8. Så fine bilder fra hagen din. Rosebuen gjorde virkelig det lille ekstra! Det er bare så vakkert med mange roser i hagen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej og Tak! :-)
      Ja, rosenbuer giver virkelig lidt ekstra stemning til en have, og det samme med roser. I mange år havde jeg haver uden roser, for jeg vidste ikke at de gammeldags stadig fandtes, og jeg kendte heller til Austin roserne. Men heldigvis opdagede jeg dem og kan slet ikke forestille mig min have uden dem! :-)

      Slet
  9. Hej Alice hvor ser din have bare vidunderlig ud! Rigtig god weekend.

    SvarSlet
  10. Hej Alice Så smukt der er i din have! Vidunderligt simpelthen. God weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Det her har jeg også lavet nogle gange, jeg går ud fra at første gang kom meddelsen: service unavailable. Det er ret irriterende når det sker, især hvis man har skrevet meget!
      Rigtig god weekend! :-)

      Slet
  11. Hej Alice, hvor ser det skønt ud! Du har nået meget på 3 år ;-)
    K.Gro - Rigtig god weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gro og Tak! Ja, roserne har virkelig været flittige! ;-)
      Rigtig god weekend!
      Kh Alice

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...