lørdag den 17. oktober 2015

Prydgræs og færdig haveplan

I år har jeg lavet nogle små fine justeringer af haven, særlig opblødning mellem nogle overgange af belægning mellem de to nederste haverum.


Jeg elsker det mos lignende udtryk som trædebregner giver, men jeg syntes egentlig området var blevet så stort, at der måtte kunne blive plads til et eller andet, som ville være smukt sammen med det. Et smukt træ?... tjaaa... En flot staude?... nahhh...

Da jeg blev opmærksom på hvor eng agttig jeg havde tilplantet bag vandtønden, slog det mig, at jeg sagtens kunne udvide med græsser mellem trædebregnerne foran vandtønden, så det hele blev en lille eng! Græsser gør jo ikke så meget væsen af sig i foråret, så det lave, grønne udtryk kunne formodentlig stadig nydes i en periode.

Om efteråret derimod vil området blive forvandlet af de vidunderlige florlette græsaks, og da det er en årstid hvor haven nydes mere indefra huset, var det jo oplagt med noget der kunne ses på afstand, og tilmed bibringe haven en forstærket årstids stemning.

I sensommeren plantede jeg derfor to diamantgræs, med to mindre præriegræs foran. De er plantet i rimelig store plastpotter uden bund, så den aggressive trædebregne er lettere at styre. Senere har de fået selskab af engblomme og engelsk græs. Desværre var de lange græsser knækket under transport, så der er kun et par aks i dem i år.

Når jeg går rundt i haven, er jeg fyldt op af forventningsglæde, der er ikke et eneste sted jeg syntes skal forbedres. Det er en virkelig dejlig følelse! Der er plantet nogle stauder og lagt en masse allium og tulipanløg i september, for først nu syntes jeg at haven var færdig nok til det.


I nogle dage har jeg opdateret på siden: Før & Efter, for billederne var nok et par år gamle derinde. I den forbindelse syntes jeg også jeg måtte lave en ny oversigts tegning af haven som den er nu, hvor jeg syntes den er færdig anlagt.

Hver gang jeg har tegnet havens gangarealer og bede som oversigt, er jeg blevet chokeret over hvor grimt det så ud, så jeg var lige ved at droppe at lave den, men da jeg har de tidligste oversigter liggende på siden, (og syntes de forklarer mere end ord) syntes jeg lige jeg burde færdiggøre det projekt...

Til min store overraskelse blev det slet ikke grimt denne gang! Det er faktisk nogle rigtig smukke linier som ligger i den endelige oversigts tegning. De små opblødninger af bed og gangarealer, som jeg har lavet i sommer, ændrer formerne til en rigtig smuk helhed!
Vand områderne får tegningen til at minde lidt om et abstrakt/kubistisk billede, eller en keramisk skulptur. Det er virkelig sjovt! Ihvertfald er jeg meget glad for den, for selvom det jo er i virkeligheden, at det er vigtigt at man er tilfreds med sin have, så er det altså en god følelse når haveplanen også er smuk! :)


Haveplanen er tegnet i Paint, direkte ovenpå den jeg kalder Fig. 3. inde på siden: Før & Efter.

Svar til Marianne:
Paint er vist en gratis del af Windows pakken. Når du højreklikker på dine foto, kommer en option op: Åbn med... og der er blandt andet: Paint.
Man skal lige prøve sig lidt frem, så husk at kopiere dit foto først. Det er næsten umuligt at tegne med musen, men det er nemt at lave lige streger, som trækkes fra punkt til punkt. Ved at lave mange små streger, kan man tegne havens buede linjer op, og så farvelægge med spray og forskellige "pensler og tusch" hvor du selv kan vælge farve og tykkelse.

Rigtig god weekend! :)

7 kommentarer:

  1. Hej Alice.
    Ja, det er en rigtig fin haveplan du har fået lavet. Jeg tror du har opnået en god harmoni, ved at de to ovale områder ligesom er gentagelser eller spejlinger af hinanden, og det giver en god harmoni, selvom det ikke er helt ens.
    Jeg ønsker mig også flere græsser i haven, men jeg synses det er lidt svært at passe ind sammen med roserne. Nogle har jeg dog fået passet ind, så det fungerer.
    Venlig hilsen
    Malene

    SvarSlet
  2. Hej. Jeg tror også det er en rigtig god idé med græsser. Fin haveplan.

    SvarSlet
  3. Hej Alice!
    Hvor er det spændende og inspirerende at læse om din have før og efter, tankerne og processen. Din nye tegning er smuk og harmonisk, og din have endnu smukkere:-) TILLYKKE med at du er tilfreds, det er stort!
    Håber du får løst dine pc problemer.
    Hilsner fra Anette

    SvarSlet
  4. Hej Alice,
    Meget fin haveplan. Jeg kunne godt tænke mig at tegne min have med et tegneprogram - millimeterpapiret er ved at have udspillet sin rolle. Jeg kender ikke Paint - eller andre tegneprogrammer. Er det er dyrt program? Og er det nemt at bruge uden forudgående erfaring?

    SvarSlet
  5. Virkelig godt tænkt med græsserne i trædebregnerne. Det ser så fint ud.

    SvarSlet
  6. Hej Alice, din haveplan er så fin. Jeg har prøvet at downloade paint, men kan simpelthen ikke finde ud af at bruge det.
    Det er så vildt hvad du har i din have. Jeg har også trædebregner i min have og har kæmpet de sidste 3 år med at få dem væk, de er alle steder også inde i bedene. Jeg må indrømme at det ser godt ud hos dig, og det er flot med græsserne.
    Kh Linda

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...