søndag den 21. september 2014

Det hvide C og en masse sten

Vi havde besøg af denne smukke sommerfugl i Torsdags hvor vejret var rigtig sommerligt. Da jeg googlede den forvirrede det mig at plancherne skrev: Det hvide C under billedet af den, men den var god nok, det hedder denne sommerfugl faktisk!



Jeg mindes ikke at have set den slags ofte, og det er heller ikke en helt almindelig sommerfugl i Danmark. Den lyste så smukt op imellem purpursolhat blomsterne:


Sensommeren har jo budt på flere fornyelser i haven, først og fremmest den overdækkede terrasse ved stuedøren. Det nye tag har givet så meget lys til stuen og siddepladsen herude:


Før var lyset gulbrunt oppe under taget, men nu er her klar daglys over det hele, og de sandfarvede belægnings sten giver en dejlig stemning! I foråret og sensommeren, skinner solen helt ind på sofaen, og det er pragtfuldt at tage sig en lur/solbad herinde i varmen, selvom årstiden generelt er kølig.(ups..klædet i forgrunden hænger til tørre efter vindruesaft produktion)

De to hvide bambusstole har jeg fået af en veninde i bytte for den "amerikanerstol/bear-chair"  jeg viste i foråret. Hun var helt vild med den stol og foreslog at vi kunne bytte... Jeg er blevet mere og mere glad for disse to stole, som passer så fint med den espalierkant jeg lavede oppe under tagets forkant.

I løbet af sommeren har jeg ført blåregnen ud ad en wire fra stolpen, på modsatte side af tag-espalieret, så planten danner et T. Det har givet pladsen foran huset meget mere sammenhæng og en dejlig verandastemning.


De store 50x50cm fliser fra terrassen foran huset, har jeg så brugt hvor græsplænen var før. Den nye siddeplads er cirkelrund og kantet med lavendel (de voksede her også da der var græsplæne) Jeg ville allerhelst have lagt chaucer sten imellem fliserne, men det er der ikke råd til efter at have brugt 1500,- på sandfarvede sten, og 1200,- på taget. (begge beløb incl. levering) Så det må blive et projekt til senere...
Jeg har så lagt fliserne med et lille mellemrum, hvor jeg har plantet trædebregner. Det skulle jo nødig blive det rene stenbro miljø!


Den nederste del af græsplænen blev til udvidelse af bed og afrunder siddepladsen med en vandtønde og en gruppe sten, samt et lille Robinia træ. Jeg har også ændret belægningen bag kastanjehegnet, til natursten med en ekstra diagonalt placeret flise, for at give gangstien sammenhæng:


Her står man så helt henne ved passagen foran vandhullet. Før lå her en halvcirkel af grå herregårds sten, og man kan stadig se den halvcirkel jeg lavede af brosten, der fungerede som overgang mellem natursten og herregårds sten. Halvcirklen opstod, fordi stien fra havelågen og en mindre sti ind til en lille skyggeplads, mødes her:


Kigger man mod havelågen herfra, kan man se at jeg endelig er blevet færdig med den belægning af brudfliser, som jeg startede i 2011, men jeg løb desværre tør for fliser dengang, og købte de grå herregårds sten til resten af halvcirklen: 
Jeg har længe haft lyst til at få en høj græs bag sukkertop-granen, og da jeg alligevel skulle grave de sibiriske iris op, besluttede jeg at plante det fyrretræ som jeg fandt på kompostbunken sidste efterår. Jeg læste at det kaldes et parasoltræ, og at det for 65 millioner år siden, var udbredt på hele den nordlige halvkugle! Det begyndte dog at uddø, og overlevede kun på 3 små Japanske øer! 
Spændende med sådan et træ i haven, så jeg har plantet det, her mellem lågen og sukkertop-granen:


Belægningen af brudfliser, glider over i natursten, hvor stien mødes med den lange sti op til huset, som består af diagonale fliser med natursten omkring. Herunder er billedet taget nede fra havelågen. Jeg syntes det skaber en fin sammenhæng og langt bedre helhed end med herregårds stenene:


Fortsætter man rundt langs halvcirklen, kommer man til min lille "hemmelige" mos-have. Jeg elsker denne lille siddeplads, og svaler ofte ned her, på en hed dag! :-)


I øjeblikket blomstrer roserne i de farver, som fremkaldte min kærlighed til roser, og det er et skønt sensommersyn! I dag kan jeg ikke undvære roser i mange af de andre farvetoner, men jeg bliver dog aldrig træt af den sarte rosa som jeg først forelskede mig i!:




Det er Scepterd Ísle, Queen of Sweden, Giardina, Nahéma og Alan Titchmarsh som iøvrigt er blandt de allerbedste og sundeste roser i min have. De rammes kun af stråleplet på nogle få gamle blade, som jeg blot nipper af. 
Jeg kan endnu ikke gøre fuld status på mine roser, da jeg har plantet nogle hvert år, så de er ikke lige etablerede, men de her 5 roser, kan man sagtens dyrke uden sprøjtning.
Rosenbedet ser noget "tyndt" og uensartet ud i år, fordi jeg har flyttet to spir-ærenpris som var blevet alt for store og massive derinde. Der er i stedet plantet 2 nye roser, og et par roser er klippet ned og flyttet.  


Vil man op for at nyde og dufte til Nahéma, får man samtidig et ret godt overblik over haven!
Jeg har brugt al min aktive tid i haven, siden hedebølgen aftog, og er rigtig fornøjet med resultatet!
Sikke en dejlig sommer det har været i år! :-)

8 kommentarer:

  1. Hvor har du været flittig, og hvor er det bare et fint og romantisk resultat. Elsker din lille mos plads, jeg kan forestille mig at det er helt perfekt på en varm dag.

    SvarSlet
  2. Ja du kan rolig være fornøjet, det ser brandgodt ud, men du har rigtig nok også været flittig.
    Men at finde et parasoltræ i kompostbunken, det er godt nok held, de koster mange penge, tillykke med dit fine fund.
    Dine roser er meget smukke, du har mange fine, som jeg ikke har, men du har også mange af de samme som jeg har :)
    Jeg kan godt forstå at du er glad for alt det lys, I nu får ind på din overdækkede terrasse, nu har I meget mere glæde af den.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
  3. Super lækker drømme dejlig og romantisk have du skaber, og har skabt dig, og det ser godt ud med brugen af de forskellige sten, meget inspirerende! Og dejlige siddepladser du har dig, de er jo skabt til nydelse:-)

    SvarSlet
  4. Skøn og smuk have! Jeg er helt vild med dine stier!

    SvarSlet
  5. Läcker fjäril! Och så landade den ju på något snyggt också. :-)

    SvarSlet
  6. Dear Alice, I am so impressed again by all the hard work that you got done in your garden. I wonder, how you do it all? Obviously it is so well worth it. Your terrace looks so inviting now with the new roof and the white garden furniture. I also love all the new hardscape that you put in, the tiles and stones that you used and the patterns that you laid them out in are really pretty. I am still a big fan of light pink colored roses and think that they are so romantic. You have some extra beautiful varieties growing in your garden! Warm regards from Southern California, it is always an inspiration to come over and read your blog!
    Christina

    SvarSlet
  7. Må sige din blog er fantastisk, jeg suger til mig....sikken en inspiration. Skal selv til at lave stier...tak for tippet..Skønne roser du har.
    Kikker gerne ind igen. Hilsen Grethe

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...