onsdag den 16. oktober 2013

Den skønneste efterårssol!

Ved 4 tiden er der den dejligste lange solstribe langs med den forlængede havesti, det havde jeg slet ikke bemærket mens der endnu var græs. Det lysner hele haven op, da resten ligger i skygge ved den tid af eftermiddagen når solen forsvinder om bag de vilde æbletræer.


Det ligner næsten et tegn, i hvert fald syntes jeg at forlængelsen var det helt rigtige valg. Det syntes Luna også! Hun nyder at kunne komme så langt ned i haven uden at få våde poter! :-)


Pegasus er netop i dag begyndt sin anden blomstring, det er altså en rigtig dejlig rose:


Martine Guillot har samme tendens som sin moder New Dawn, med at kronbladene ruller så meget bagud at blomsten danner en smuk stjernekontur:


Fortsat rigtig dejlig efterårsferie til jer!

mandag den 14. oktober 2013

En lille årskavalkade

Jeg fandt 2 billeder i næsten identisk udsnit, og skyndte mig ud for at tage et af efterårshaven, så der er 3 forskellige årstider. Jeg syntes det er virkelig sjovt og interessant at se hvor forskelligt sådan et lille stykke jord kan se ud. Billederne er vist i den rækkefølge de er taget, dvs at vinterbilledet er ældst, så der er også nogle ændringer i havens opbygning. Det er nok sjovest at se ens egen have på denne måde, men jeg ønsker jer god fornøjelse hvis I har lyst til studere 2013 i min have! :-)
 
 



 
Efteråret er så smukt i år, jeg tror bestemt at tørken har noget med det at gøre.


Se blot hvor tørt der stadig var i min have i fredags, da jeg plantede et par klatreroser. Hullet her er godt et spadestik dybt, og der er knastørt! Heldigvis var vi en af de lokaliteter hvor der kom en god sjat vand i går aftes, jeg ved ikke hvor mange millimeter, men min regntønde blev fyldt, og der skal hen i nærheden af 30 mm til før den fyldes. Så jeg er rigtig glad nu! Om et par dage skal jeg plante endnu nogle roser, og så bliver det spændende at se, hvor langt ned regnen har fugtet jorden.

Jeg håber alle fik nydt den strålende dejlige dag i dag, og fortsat rigtig god aften!


fredag den 11. oktober 2013

Nyt projekt!


Når jeg tumler med planer & ideer kan jeg godt lide at visualisere det ved at male på fotografier i programmet Paint. Det giver en ret god fornemmelse af om ideen holder vand. Da den virtuelle sti tonede frem på billedet herover, blev jeg aldeles henrykt, for endelig syntes jeg at haven fik den sammenhængende helhed jeg havde søgt!


Således så der ud i sommers hvor græsplænen gik på tværs af haven. For at skabe sammenhæng mellem de to haverum, havde jeg lagt trædesten i græsset mellem de to buer/passager. Det fungerede egentlig fint, men jeg syntes at haven ser meget mere spændende og tillokkende ud på øverste billede, hvor belægningen fortsætter ned til den store rosenbue. Prøv bare at forstør billederne og klik frem/tilbage med piletasterne!

Bedet til venstre for græsplænen, kan derved udvides med lidt over en ½ meter ud til flisegangen, og på højre side vil den bedste og mest solrige del af græsplænen være bevaret, men den vil ikke kunne ses oppe fra huset, den vil snarere blive "opdaget" når man går ned ad havestien. Den er stadig stor nok til både at kunne dækkes op med langbordet, samt til at dase med tæpper & liggestol, for det er jo blot 1½m i venstre side, som inddrages til gangareal & bed.

Jeg har de store 50x50 fliser liggende, efter at have lavet ny belægning i noget af terrassen, så ideerne svirrede omkring hvad jeg bedst kunne bruge dem til. En af dem gik ud på at lave en cirkelrund terrasse på 3 m i diameter, i den solrige del af plænen, hvor den støder op til det store tværgående bed:

Fra haven op mod huset. Stien til højre er den jeg nu forlænger
Her er cirklen lavet af de sten, jeg senere lagde på terrassen

Det ene udelukker jo ikke det andet, men lige nu er jeg rigtig glad for planen om den gennemgående havesti af diagonale fliser og natursten. De resterende fliser vrikker jeg ud langs hækken, dels som opbevaring, men de gør sandelig også god nytte derude, hvor det bliver langt lettere at feje det tornede tjørnehæk-afklip sammen. Jeg skal lige hilse og sige at det gør ondt at træde på sådan en stump tornet kvist som sidder fast i jorden! Tornene kan gå lige igennem sålen på visse typer sko!

Så nu ved jeg hvad min vinter kommer til at gå med, for der skal jo også samles natursten! Ihh hvor glæder mig!! :-)

mandag den 7. oktober 2013

Gul som solen

Den gule farve er ved at overtage i haven, og jeg finder det utrolig smukt! Jeg holder meget af efterårets stemning, når først jeg har erkendt, at sommeren heller ikke i år skulle vare evigt!
 



Jeg elsker simpelthen de gule farvetoner i efteråret! Det er et smukt træk af Vorherre at lade løvet visne i så lysende toner, midt i en årstid hvor lyset ellers svinder dag for dag!
 
Nogle af de gule roser er netop nu midt i deres anden blomstring:
 
Graham Thomas
 
 
Buff Beauty
 
 
Den underskønne Lady Hillingdon som dufter vidunderligt af sød te og honningmelon.

Jeg håber I alle nyder disse milde efterårsdage!:-)

mandag den 30. september 2013

Septembersol.


En dejlig blød morgensol i slutningen af September! Rosen New Dawn får en lidt dybere rosa tone i køligt vejr, og en klase blomster som denne, minder mig om at den "almindelige" New Dawn er særdeles charmerende og dyrkningsværdig!


Fantastisk ren og sart blussen i morgensolen, den minder næsten om min barndoms silkesløjfer når vi skulle til dans.


Datteren Martine Guillot kan dog sagtens være med, ja faktisk overgår den sin moder New Dawn, i både skønhed og dens fine, stærke duft!


Giardina har lige nu en sensommerblomstring, som er næsten lige så imponerende som Juni/Juli blomstringen. Denne rose har slet ikke virket berørt af tørken og har fået nye lange skud, samt en masse blomsterskud gennem sommeren. Scepter´d Isle, Geoff Hamilton og Queen of Sweden har for længst haft anden overdådige blomstring, de virkede ligeledes uberørte af tørken.


Marie Curie har blomstret uafbrudt, og dens blomster varierer mellem tætfyldte som på dette billede, og nogle med noget mere enkle blomster med synlige støvdragere. Dens duft er altid stærk og sød!


Graham Thomas  er lige begyndt at blomstre igen, og jeg tror knopperne er så veludviklede nu, at nattefrost ikke kan ødelægge blomstringen.


Crown Princess Margareta har stadig underskøn senblomstring...


samt Coral Dawn og...


Leonardo da Vinci

Herunder ses Alan Titchmarsh med den beskedne remontering der først startede da vi igen fik regn efter tørken. Selvom jeg har vandet hver enkelt roseplante, så har nogle tilsyneladende deres rødder bredt så langt ud til siden, at min vanding ikke har hjulpet derude. Andre roser remonterede fint under tørken, men enkelte af dem fik et par gange hængende nye skud :-(   Rosenplanterne reagerer altså ret forskelligt på sådan en slem tørke som i år, og en del af dem når ikke at blomstre anden gang.


Den violette Linaria er en plante som jeg absolut ikke kan undvære! Den minder i sin farve og lethed om Lavendel, men den er højere og selve planten fylder næsten ingenting ved jorden. Blomstringen fortsætter fra Juni og uden pause, helt ind i Oktober, hvis den får klippet de første afblomstrede frøstande af. Den er særlig smuk som spir blandt roser og stauder, og ligesom Kæmpeverbena, vælter den aldrig.


Den selvsår sig, men er meget let at flytte eller luge væk. Den klarer sig fortrinligt i flisesprækker, og giver således lidt vildskab og farve mellem krukker. Jeg kan slet ikke forestille mig min have uden denne elegante stemnings-spreder!


I sommers fandt jeg pludselig små Gunnera-planter udenfor et supermarked. Der var ikke pris på, og jeg gættede på at de kostede mindst 70-80kr, men sørme om ikke jeg fik en plante for 35kr! Den flyttede hurtigt over i en meget stor krukke, og det bliver spændende hvor stor den kan blive som krukkeplante. Lige nu er den næsten 1½m bred.


Jeg var heldig at finde 120 brugte belægningssten for 150kr, så jeg har brugt weekenden på at sidde i gruset og pusle med sten. Jeg blev slemt forkølet/ondt i halsen i torsdags, og da feberen var nogenlunde væk lørdag, kunne jeg lige holde til at sidde i den lune sol under pergolaen, og lægge sten. Resultatet er nøjagtig lige så stemningsfuldt som jeg havde håbet (selvom jeg ikke er helt færdig) for de grimme 50x50 fliser som lå her før, havde jeg været ked af meget længe!

Jeg ønsker jer alle et dejligt og farverigt efterår! :-)

lørdag den 21. september 2013

Om jag var en blomma!

Hvilket smukt tema, og endnu smukkere skrevet på Svensk. Det svenske sprog har en vidunderlig poetisk drejning i sammensætningen af ord og udtalens klang, og jeg har hele mit liv elsket svenske sange. Selv naturen i Sverige har en helt særlig magisk stemning, og jeg har ofte drømt om at flytte over sundet, men også om at flytte sydpå, for jeg elsker ligeledes uspoleret middelhavs-kultur.

I stedet for at emigrere, har det været helt naturligt for mig, at forsøge at skabe de stemninger i min have, som mine drømme så ofte kredser om. Når jeg opholder mig i haven, oplever jeg ofte en vidunderlig tilstand af "flydende tid"  hvor tanker og drømme svæver frit og der er uendelig højt til loftet.
Violfrøstjernens æteriske og himmelstræbende blomsterstande, illustrerer så fint den tilstand af fritsvævende drømme og ideer, for dens blomster er som småbitte sværmere med eventyrlige amethyst vinger, hvor kun trådtynde stængler afslører en jordforbindelse. Det er en plante som næsten ophæver tyngdeloven!





Om jag var en blomma, da ville jeg føle mig som en Violfrøstjerne!


På bloggen: Bland rosor og bladlöss, kan du se mange flere bud på temaet: Om jeg var en blomma!
http://blandrosorochbladloss.blogspot.se/2013/09/om-jag-var-en-blomma.html

mandag den 16. september 2013

Solskin før gråvejret

Sikke et efterårsagtigt vejr vi har i dag, og udsigten for nærmeste dage ser våd og kold ud. Heldigvis fik jeg taget nogle billeder Lørdag morgen, hvor der var den dejligste morgensol. Det blev en skøn solrig havedag hvor jeg måtte kalde min søn ud om eftermiddagen, for der var 5 Admiral-sommerfugle på én gang!


Scepter´d Isle blomstrer nu på sin sidste, meget høje gren. Den er lige så høj som Kæmpe Verbena.


Morgenduggen lå som bittesmå perler over blomsterne... Jeg elsker roser i næsehøjde! :-)




Wollerton Old Hall har også sendt et 1½meter højt skud op, som lænede sig op af en Verbena. Resultatet af det blev at blomsterne sprang ud rundt om Verbena-stænglen. Første billede er fra om morgenen, og herunder samme klase om eftermiddagen.


Ellers er det denne dejlige lilla-rosa Høstfloks som stjæler billedet i haven lige nu:


Efter at have set nogle forsommer billeder af det nye drivhus, kunne jeg tydelig se hvor tilgroet drivhuset er her i September. Mynte, Lathyrus og roser giver et indtryk af, at drivhuset altid har stået her...

Endelig har klatreroserne krydset hinanden over buen, så forhåbentlig vil roserne blomstre i toppen til næste sommer.

Nå, men jeg må tilbage til den efterårs-agtige virkelighed. Regnen har vi jo brug for, så det er kun godt vejret er vådt. Jeg flyttede et par planter i lørdags, og jorden er stadig tør som pulver 15-20 nede. Gad vide hvornår jorden igen er gennemvædet...
Jeg håber I får en dejlig ny uge, og at I kan glædes over gråvejret! :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...